Han er blevet skudt i skoene, at han hellere vil gennemføre rumrejser end hjælpe velgørende organisationer med sin store formue.
Senest er det David Beasley, direktør for FNs Verdensfødevareprogram, der opfordrer Elon Musk, verdens rigeste mand, til at donere flere penge.
Det skriver CNN.
Ifølge direktøren vil Elon Musk ved at donere salget af to procent af sine aktier til en værdi af omkring seks milliarder dollar kunne være med til at løse mange af verdens problemer med hungersnød.
Det fik Elon Musk til tasterne på Twitter.
For alene i 2020 indsamlede FNs Verdensfødevareprogram lidt over otte milliarder dollar, uden at det har løst problemerne med hungersnød. Elon Musk ønsker derfor konkret at vide, hvordan hans penge vil kunne sætte en stopper for verdens hungersnød.
»Hvis Verdensfødevareprogrammet (...) kan beskrive, hvordan seks milliarder dollar vil løse verdens hungersnød, vil jeg sælge Tesla-aktier lige nu og gøre det (donere dem, red.),« skrev Elon Musk i et svar på Twitter.
Det er dog ikke nok. Elon Musk kræver også, at FN fremlægger sine regnskaber, så der sikres transparens, så det er muligt for alle at se præcis, hvad FN bruger penge på.
David Beasley er hurtig til at svare Elon Musk på Twitter. Han forklarer, at FN er garant for gennemsigtighed, hvis Tesla-stifteren virkelig er villig til at donere. Han kan dog ikke sikre, at en donation fra Musk alene ville fjerne verdens hungersnød
»Seks milliarder dollar vil ikke løse verdens hungersnød, men det vil forhindre geopolitisk ustabilitet, massemigration og redde 42 millioner mennesker, der er på randen af hungersnød,« lød det i et svar fra David Beasley.
Om det svar er godt nok for Elon Musk, vil vise sig.
Tesla-skaberen har efterfølgende delt en artikel, der beskriver, hvordan FN-medarbejdere har udnyttet deres stillinger i udsatte områder.
En af de helt store
Den amerikanske elbilproducent Tesla passerede i sidste uge en markedsværdi på 1.000 milliarder dollar.
Tesla kommer dermed ind i en eksklusiv klub over børsnoterede virksomheder med en markedsværdi på over 1.000 milliarder.
I klubben er også de amerikanske giganter Apple, Microsoft, Alphabet og Amazon samt det saudiarabiske olieselskab Saudi Aramco.
Markedsværdien har nået den særlige milepæl, efter at Tesla landede sin største ordre nogensinde. Det skete, da biludlejningsfirmaet Hertz i sidste uge bestilte 100.000 biler hos Tesla. Det sendte aktiekursen op med omkring ti procent.
Teslas aktiekurs har haft raketfart. Aktiekursen er steget 137 procent det seneste år. Over fem år er aktien steget 2.400 procent.