Efter fiaskoen med Trump i Hanoi: Kim Jong-un byder Putin op til dans

Nordkoreas Kim Jong-un står første gang ansigt til ansigt med præsident Putin i den russiske havneby Vladivostok. Han er presset af sanktioner og vil vise amerikanerne, at Nordkorea ikke er isoleret, lyder det fra eksperter.

Nordkoreas leder Kim Jong-un ankom til Rusland i tog tidligt onsdag aften lokal tid.  HANDOUT

Det var en storsmilende Kim Jong-un, der i går trådte ud af sit armerede grønne tog i den russiske havneby Vladivostok. Han var i sort, tilknappet frakke og i hånden holdt han en fedorahat. Det var hans første besøg i Rusland i rollen som Nordkoreas leder. Og han lignede en mand. der var havnet blandt venner.

»Jeg har hørt meget om jeres land og har længe drømt om at besøge det,« fortalte han perronens ventende russiske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AP.