Efter snart halvandet år med begrænset rejseaktivitet kan tanken om at flytte til udlandet synes ekstra fristende.
Men ikke alle lande er lige nemme at flytte til.
Det viser den årlige undersøgelse fra InterNations, der udkom tirsdag. Undersøgelsen rangordner de bedste steder at bo og arbejde baseret på 59 udvalgte landes leveomkostninger, hvor let det er at bosætte sig og den generelle livskvalitet.
I toppen af listen finder man Taiwan, Mexico og Costa Rica.
Først på en 37.-plads befinder Danmark sig. Både USA, Kina og Qatar ligger højere end Danmark på listen, mens Norge indtager en 38.-plads, og Sverige lander i nærheden af bunden med en 49.-plads.
Ser man isoleret på vurderingen af livskvaliteten ved at bo i Danmark, bliver det til en tiendeplads, men muligheden for at skaffe en bolig og høje leveomkostninger er med til at trække Danmarks placering ned.
Norge, Danmark og Sverige indtager bunden af top-3, når det gælder muligheden for at finde nye venner.
Venlighed er en vigtig faktor
Det er tredje år i træk, at Taiwan kåres til det bedste sted at bo ifølge undersøgelsen, der tager udgangspunkt i mere end 12.000 expats' erfaringer.
Taiwan scorer blandt andet højt på grund af en stor tilfredshed om jobsikkerhed og den lokale økonomis tilstand.
Mexico og Costa Rica indtager anden- og tredjepladsen. Begge lande scorer højt på, at det er nemt at falde til i landet.
Omkring 85 procent af respondenterne i Mexico sagde, at det var let at bosætte sig i Mexico, mens 91 procent beskrev Costa Ricas befolkning som »generelt venlig«.
Fire ud af fem expats i Mexico sagde, at de var tilfredse med deres økonomiske situation, og 84 procent af expats i Costa Rica sagde, at deres disponible indkomst var »nok eller mere end nok« til at dække alle deres udgifter.
Føler sig ikke hjemme
InterNations har også kåret de mindst populære lande at bo i for expats, hvor blandt andet Italien (nummer 58) og Japan (nummer 54) ligger lavt.
Kuwait indtager bunden af listen for syvende gang på otte år. Særligt livskvaliteten blandt expats i landet trækker ned, blandt andet på grund af manglen på fritidsmuligheder. 46 procent af de adspurgte expats i Kuwait føler sig ikke hjemme i den lokale kultur, og 51 procent har svært ved at finde nye venner.
I Italien sagde 30 procent af expats, at de var utilfredse med deres økonomiske situation. Og expats i Sydafrika rapporterede lave scorer for jobsikkerhed og synet på den lokale økonomis tilstand.