Står det til den tidligere amerikanske præsident Donald Trump har Joe Bidens udenrigspolitik bidraget til den igangværende og eskalerende vold i Israel og Gaza, hvor flere er meldt dræbt.
»Under min tid i embedet, var vi kendt som fredspræsidentskabet, fordi Israels modstandere vidste, at USA stod stærkt med Israel, og der ville være hurtig gengældelse, såfremt Israel blev angrebet,« skriver Donald Trump på sit nye forum, From the Desk of Donald J. Trump.
Det skriver mediet The Hill.
Donald Trumps meddelelse følger i kølvandet på flere dages spændinger, hvor israelsk politi og palæstinensiske demonstranter er stødt sammen, og hvor hundredvis er blevet såret. Mindst 35 er blevet dræbt i angrebene i Gaza, mens tre er døde i Israel, skriver CNN.
»Under Biden bliver verden mere voldelig og mere ustabil, fordi Bidens svaghed og manglende støtte til Israel fører til nye angreb på vores allierede,« udtaler Donald Trump.
»USA skal altid stå med Israel og gøre det klart, at palæstinenserne skal afslutte volden, terror og raketangreb, og USA skal gøre det klart, at USA altid vil støtte Israels ret til at forsvare sig.«
Under Donald Trumps præsidentskab forhandlede USA en af de første aftaler om diplomatiske forbindelser mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain i hus.
Trump-administrationen valgte også at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Et skridt, der blev mødt med udbredt kritik blandt globale ledere på grund af byens omstridte status.
Pressesekretær i Det Hvide Hus Jen Psaki forklarede ved et pressemøde tirsdag, at amerikanske embedsmænd har »talt oprigtigt« med israelske ledere om »bekymring i forbindelse med bortvisningen af palæstinensiske familier i det østlige Jerusalem«.
»Vi fordømmer igangværende raketangreb fra Hamas og andre terrorgrupper, herunder angreb på Jerusalem. Vi fordømmer også ekstremisme, der har påført begge samfund vold,« sagde Jen Psaki.
FN advarer: Kan udvikle sig til krig
FNs udsendte i Mellemøsten opfordrer israelere og palæstinensere til at holde inde med de dødelige angreb. Konfrontationen mellem Israel og Hamas-bevægelsen, der kontrollerer Gaza, risikerer at ende i en egentlig krig, lyder advarslen fra FN.
FNs Sikkerhedsråd skal mødes onsdag for at drøfte de dødbringende uroligheder mellem parterne. Det lukkede møde er kommet i stand efter opfodringer fra flere lande.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har advaret om, at militante palæstinensere vil betale »en meget høj pris« for raketangrebene på Israel. Netanyahu har natten til onsdag erklæret undtagelsestilstand i den centrale by Lod, hvor flere er blevet dræbt, og han har beordret forstærkninger sendt til byen
De seneste dages uroligheder er de værste mellem Israel og Hamas siden krigen i Gaza i 2014.