Det skriver udlandet om det danske nederlag: »Wembley gav England dette straffespark«

Straffesparket var tvivlsomt, men samlet set var der ingen tvivl. England var bedst. Sådan lyder nogle af reaktionerne fra de europæiske aviser efter Danmarks exit fra EM 2020.

 
Der er delte meninger om, hvorvidt det afgørende straffespark til England skulle have været dømt eller ej under onsdagens semifinale. Hør hvad den danske landstræner, Kasper Hjulmand, og engelske landstræner, Gareth Southgate, sagde om sagen umiddelbart efter kampen. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oddershede Geertsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Wembley blev det sidste stop.

Og fodboldskribenterne i hele Europa fulgte med i det nervepirrende brag mellem det danske og engelske hold, der satte et endegyldigt punkt for Danmarks drømme om en EM-finale mod Italien.

Her er nogle af reaktionerne i de udenlandske aviser.

Vi starter i Storbritannien hos Phil McNulty, som er ledende fodboldskribent hos BBC Sport. Han var – ikke overraskende – nærmest ekstatisk.

»Ventetiden var ovre,« skriver han.

»Den søde forløsning efter 55 år, hvor Englands mandlige fodboldhold har fejlet, strømmede ud i en vild kakofoni af feststemning efter den nervepirrende spænding efterfulgt af glæde over Euro 2020 semifinalesejren over Danmark efter forlænget spilletid.«

Phil McNulty havde rosende ord til den danske målmand Kasper Schmeichel og kaldte ham for »strålende« efter hans redninger. Men det var sejren, der fyldte det meste.

»Som alle inde på Wembley fejrede det. Som alle udenfor Wembley, der støtter England, fejrede det. Det var et skelsættende øjeblik, et som vil blive værdsat for evigt, hvis du er en engelsk spiller eller fan,« skriver Phil McNulty.

I Italien, hvor man gør sig klar til at møde England i finalen, kalder Carlos Passerini, fodboldjournalist hos en af landets største aviser Corriere della Sera, sejren for forventet. Og så alligevel ikke. Englænderne måtte kæmpe langt mere for det, end han havde regnet med.

Han er »rørt« af englænderne og den enorme indsats, de lagde i kampen. Det danske hold kalder han for »stolt, men ringere« end det engelske.

Finalekampen søndag bliver ikke let for italienerne, men heller ikke umulig, konkluderer han.

I den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport hæfter man sig ved elementet af held. Selv de engelske fans sagde »we got lucky,« skriver avisen om det kontroversielle straffespark, der afgjorde kampen. Men avisen skriver også, at det var »retfærdigt,« at det engelske hold gik videre. Englænderne var bedre.

»England drømmer videre,« skriver den tyske tabloidavis Bild. Her hæfter man sig ved, at England var bedst. Men at Danmark havde den bedste målmand i skikkelse af Kasper Schmeichel. Også her sår man tvivl om det afgørende straffespark. En dommerekspert ved navn Thorsten Kinhöfer siger ligefrem til avisen, at han ikke selv ville have dømt et sådant straffespark i en EM-semifinale.

I Spanien skriver fodboldjournalisten David Àlvarez hos den ledende avis El País, at England var kommet til semifinalen uden at opleve den store modstand.

»England var nået til semifinalen uden at opleve den svimmelhed, og svimmelhed var netop, hvad Danmark forårsagede,« skriver han.

Selve kampen indeholdt nogle af de mest ekstreme ingredienser, og i den forlængede spilletid stod den vigtigste fodboldspiller, Harry Kane, over for Kasper Schmeichel, som indtil da havde båret et Danmark frem, »som havde sine øjeblikke,« skriver David Àlvarez.

Også i Sverige skriver sportsskribent Erik Niva fra avisen Aftonbladet, at England klart fortjener sejren. Men at englænderne vandt den ved et tvivlsomt straffespark.

»Wembley gav England dette straffespark. Wembley med sin primitive urkraft pressede og pressede og pressede, indtil danskerne stod ved bristepunktet, og dommeren til sidst ikke kunne modstå det,« skriver han.

Han fortsætter:

»En håndfuld gange i mit liv har jeg været på en arena, hvor det kollektive forventningsniveau har været så umådeligt højt, at jeg faktisk har haft svært ved at forstå, hvordan det skulle være muligt at spille en fodboldkamp midt i alt det.«