Det føg med ukvemsord i Det Hvide Hus – og »nedsmeltning« og »tredjerangs politiker« var blandt dem

Fingrene blev ikke lagt imellem, da den amerikanske præsident blev konfronteret med rasende kongresmedlemmer. Det var et møde, der blev kulminationen på to års ordkrig mellem præsidenten og demokraterne, men med vrede republikanere på sidelinjen.

Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, forlader Det Hvide Hus, efter at hun blev kaldt for en »tredjerangs politiker« af præsident Donald Trump. Her flankeret af Senatets minoritetsleder, demokraten Chuck Schumer. Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, fik at vide, at hun var en »tredjerangs politiker«. Den amerikanske præsident, Donald Trump, fik at vide, at han stort set var talentløs.

Demokraterne lagde ikke fingrene imellem, da de mødtes med Trump i Det Hvide Hus sammen med deres republikanske kolleger fra Kongressen for at opfordre Trump til at trække sin kontroversielle beslutning om at fjerne 1.000 amerikanske soldater fra Syrien tilbage.