Internettet forsvandt i store dele af USA og Europa søndag eftermiddag.

Det skyldtes et nedbrud på et netværk tilhørende det amerikanske telekommunikationselskab CenturyLink, som dele af internettet i Danmark er koblet op på.

Problemerne med internettet søndag eftermiddag kan ifølge IT-sikkerhedsekspert Peter Kruse sammenlignes med at lukke ned for en meget stor motorvej:

»CenturyLink kan sammenlignes med motorvejenes E45, så når den lukkes ned, forårsager det et trafikkaos, som også påvirker andre motorveje, altså andre internetudbydere. Derfor skaber det problemer på store dele af internettet.«

Netflix, eBay, Facebook og Twitter er – blandt mange andre internetservices – koblet op på CenturyLinks netværk, og brugere verden over havde problemer med dem. Der er ikke et præcist tal for, hvor mange brugere, der har været omfattet af afbrydelserne, men Peter Kruse gør det klart, at det er mange:

»Det er et tocifret, hvis ikke trecifret millionantal internetbrugere, som har kunnet mærke afbrydelserne.«

Flere hundrede internetbrugere har indberettet problemerne i USA og Europa.

Angreb kan være skyld i afbrydelser

Fejlen i Centurylinks netværk blev hurtigt opdaget og rettet. Den præcise årsag til internetproblemerne, har CenturyLink ikke oplyst om. Peter Kruse ser to mulige årsager til CenturyLinks nedbrud:

»Enten har man forsøgt at lave vedligeholdelse af netværk, som CenturyLink kontrollerer, der er gået galt, eller også har man forsøgt at afværge et potentielt angreb. Man har gjort det på en måde, hvor den opdatering, man har skubbet ud, har været fejlbehæftet. Det gør, at IP-adresserne, som er grundstenen på Internettet, forvirres, og der ikke kan findes en rigtig rute, og så crasher det hele,« siger han.

Da problemet stod på sit højeste, var der et fald i internettrafikken på verdensplan på fem procent, hvilket Peter Kruse anser for »rigtig meget«:

»Når en fejlbehæftet opdatering kan skabe internetproblemer, som påvirker så mange mennesker, viser det, hvor utroligt følsomt internettet er med hensyn til, at de her »motorveje« fungerer, som de skal.«