Derfor bliver indoneserne taget på sengen af tsunamier

Ringe vedligeholdelse og hærværk på Indonesiens tsunamivarslingssystem kan have medvirket til høje dødstal efter to uhyggelige naturkatastrofer i de seneste måneder. Men snart er der håb om, at sirener vil hyle og mobiler blinke i Indonesien, når de altfortærende vandmure er på vej.

En kvinde går gennem det tsunamihærgede landskab på det vestlige Java i Indonesien. JORGE SILVA

Indoneserne har ikke ligefrem gode erfaringer med tsunamivarslinger.

For enten har de slet ikke haft et system af måleinstrumenter, der kan måle og advare om ankomsten af destruktive og tårnhøje mure af havvand. Hvilket fik katastrofale konsekvenser 2. juledag 2004, da over 160.000 mennesker alene i Aceh-provinsen på det nordlige Sumatra druknede eller forsvandt i megabølger.