Coronavirussen havde gjort David Abel til lidt af en berømthed.
Selv om han var fanget inde i sin kahyt på krydstogtskibet »Diamond Princess«, livestreamede han flere gange om dagen på Facebook og YouTube om livet under karantænen. Med et strejf af britisk humor fortalte han, hvordan han savnede bananer og tørstede efter sin yndlingswhisky, Talisker Storm. Han optrådte hyppigt i medierne, og på én dag alene gav han 70 interview via skibets netforbindelse. Undervejs roste han flere gange »Princess Diamond« for at gøre det så godt, som man kunne under svære omstændinger.