Danmark begynder at trække danske soldater ud af Mali

»Vi gider ikke være til grin,« siger forsvarsminister efter konflikt om dansk tilstedeværelse i Mali.

(Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS COEX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark begynder hjemtagning af de danske soldater fra Mali som følge af konflikt om tilstedeværelse. Det ventes at tage nogle uger.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) torsdag efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Meldingen kommer, efter at en konflikt i denne uge er eskaleret. Mali har meddelt, at danske soldater ikke havde tilladelse til at være i landet.

I den forbindelse har den maliske overgangsregering meddelt, at soldaterne »straks« skulle forlade det vestafrikanske land, og det blev gentaget onsdag.

Jeppe Kofod siger, at det fra dansk side opfattes, som at Mali forsøger at så tvivl om aftalerne om den danske tilstedeværelse.

»Det finder vi os ikke i. Derfor har vi også besluttet, at vi trækker vores soldater hjem, og vi fortsætter det tætte og gode samarbejde med vores europæiske allierede,« siger udenrigsministeren.

Han tilføjer, at beslutningen er taget med bred opbakning i Folketinget.

Danske soldater har i flere år ydet militært bidrag i Mali. Det er sket som en del af en koalition, der er ledet i Frankrig, som har haft til opgave at bekæmpe terrorisme og hjælpe lokale styrkers evne til at bekæmpe ekstremistiske grupper.

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen er formålet med at være i landet at hjælpe den maliske regering.

»Vi kan ikke blive, når Malis regering ikke ønsker os. Vi er der, fordi Mali har bedt os om at komme og hjælpe dem, og når de ikke længere ønsker vores hjælp, har vi ikke noget grundlag for at være der. Og vi gider heller ikke være til grin,« siger hun.

Danmark sendte i sidste uge et hold af jægersoldater og et kirurghold ned til missionen ved navn Takuba Task Force.

Takuba Task Force-missionen, som de omkring 105 danske soldater indgår i, omfatter cirka samlet 900 soldater.

Missionen blev lanceret i marts 2020 og involverer en lang række europæiske lande, herunder Sverige og Norge.

/ritzau/