Andre lande taler om Kinas overgreb, men den britiske regering gør noget ved dem.
Briterne lover nu visa og mulighed for statsborgerskab til 2,9 millioner beboere i Hongkong. Hvis de vil væk fra den kinesiske undertrykkelse, er de velkomne i Storbritannien, lyder det.
Både premierminister Boris Johnson og udenrigsminister Dominic Raab understregede onsdag eftermiddag i Underhuset alvoren i tilbuddet.

Johnson har tidligere omtalt muligheden for emigration for Hongkong-borgerne, men her blev det opfattet som en trussel mod Kina og ikke som en reel mulighed. Men Boris Johnson mener det, sagde han til Underhuset.
Hongkong var en britisk kronkoloni indtil overdragelsen til Kina i 1997, og Kina overtræder med sine overgreb groft aftalen om autonomi for Hongkong, lød det fra udenrigsminister Raab. Derfor er den britiske regering også nødt til at reagere.
350.000 Hongkong-borgere har i øjeblikket oversøisk britisk pas, men i alt 2,9 millioner har mulighed for at opnå det, fordi de er efterkommere af borgere fra dengang. Briterne vil tilbyde dem først en visaforlængelse, så opholdstilaldelse og til sidst – efter fem år – statsborgerskab.
Der vil ikke være nogen kvota på antallet, fastslog Raab.
Det er et dramatisk tilbud på et tidspunkt, hvor den britiske ledighed vokser, og det er også politisk risikabelt for en regering, som kom til magten på ryggen af Brexit. Storbritannien er i forvejen et af de mest tætpakkede lande i Europa, og huspriserne er rekordhøje.
Men opinionsmålinger viser ikke desto mindre, at flere briter lige nu støtter forslaget end det modsatte. 42 pct. går ind for tilbuddet, 24 pct. er imod, viser en YouGov-måling fra maj.
Og Johnson ryster ikke på hånden.
»Vi har gjort det klart, at hvis Kina fortsætter med at fremture, vil vi fremsætte en lov, som gør det muligt for dem (...) at rejse ind i Storbritannien, få begrænset ret til at blive her efterfulgt af muligheden for at bo og arbejde i Storbritannien og derefter statsborgerskab.«
»Og det er præcis, hvad vi vil gøre nu,« sagde han.