Billeder viser russiske styrker på vej mod Kasakhstan

Rusland har selv frigivet billederne.

De står på rad og række i sneen. Kampvognene, mandskabsvognene, soldaterne.

»Vi stiller op for Kasakhstan, som allierede bør gøre,« som den russiske viceudenrigsminister Alexander Grushko udtrykker det.

Det russiske forsvarsministerium har fredag frigivet en række billeder af militære styrker, der er på vej mod nabolandet.

Her skal de hjælpe 'vennerne' med at få styr på de voldsomme optøjer, der de seneste dage har sat sit præg i gaderne mange steder i Kasakhstan. Og har kostet mange menneskeliv.

Materiel klar til afsending fra den russiske base i Ivanovo. HANDOUT

Billederne af de udkommanderede russiske styrker er taget torsdag i den militære lufthavn Ivanovo.

Det lyder videre fra russiske side, at man ved hjælp af 70 fly i døgndrift har transporteret tropper og materiel de omkring 4.000 kilometer fra den russiske militærbase øst for Moskva til Kasakhstan og ikke mindst til den største by Almaty, hvor de mest voldsomme sammenstød har fundet sted.

Her har de russiske soldater allerede hjulpet til med at genvinde kontrollen med byens lufthavn. Samtidig har russisk militær ligeledes taget kontrol over flere offentlige institutioner og kontorer, der har været angrebet af demonstranter.

Omkring 2.500 soldater er sendt fra Rusland til Kasakhstan, og de er indtil videre stillet i udsigt at skulle være i landet i »nogle dage eller uger«.

Omkring 2.500 russiske soldater er sendt til Kasakhstan. HANDOUT

Kasakhstan har i årevis været betragtet som den mest stabile af de tidligere sovjetiske republikker.

De seneste dages optøjer bliver derfor betegnet som de værste i nationens 30-årige levetid i det, der begyndte som demonstrationer mod eksploderende priser på brændstof, men siden er vokset til en bevægelse mod hele landets politiske ledelse.

Fredag morgen og formiddag kan der ifølge nyhedsbureauet Reuters stadig høres skud i Almaty. Sikkerhedsstyrker har dog igen har fået kontrol over de gader, hvor sammenstødene i de seneste dage har kostet mange menneskeliv.

Ifølge myndighederne i Kasakhstan er 26 »bevæbnede kriminelle«  blevet »elimineret«, mens 18 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne er blevet dræbt. Mere end 3.700 er blevet anholdt.

70 fly har i døgndrift fløjet soldater og materiel fra Rusland til Kasakhstan. HANDOUT

Der er dog ikke mere roligt, end at præsident Kassym-Jomart Tokajev fredag har skruet op for retorikken over for dem, han blandt andet kalder for »kriminelle«, »terrorister«, »trænede banditter« og »mordere«.

»De militante oprørere har ikke lagt deres våben, og de fortsætter med at begå forbrydelser og med at planlægge dem. Kampen mod dem fortsætter til den bitre ende. Alle, der ikke overgiver sig, vil blive udryddet,« har han fredag sagt i en tv-transmitteret tale:

»Jeg har givet sikkerhedsstyrkerne ordre om at skyde for at dræbe uden varsel.«

Fra udenlandsk side er der set med bekymring på begivenhederne i Kasakhstan. Fra amerikansk side ser man ikke mindst med bekymring på den russiske indblanding.

I Almaty er der stadig tydelige spor af optøjer i gaderne. ALEXANDR BOGDANOV

»USA – og ærligt talt hele verden – følger med i, hvorvidt der sker krænkelser af menneskerettighederne i Kasakhstan,« lød det fra talsmand Ned Price i det amerikanske udenrigsministerium:

»Vi vil også følge med i, hvorvidt der sker handlinger, som kan kaldes overtagelse af institutioner i Kasakhstan.«

Præsident præsident Kassym-Jomart Tokajev har dog ikke meget til overs fra de indvendinger, der er kommet fra omverdenen.

»Der er opfordringer fra udlandet om at forhandle om fredelige løsninger. Det er nonsens. Hvilket slags forhandlinger kan der indgås med kriminelle, med mordere?« buldrede han i fredagens tv-tale.