Berlingske i Iran: »Præsterne er ligeglade med os almindelige mennesker!«

Iranernes hverdag er presset af politisk og kulturel isolation, samt en galopperende inflation. Alligevel er iranerne åbne, imødekommende og yderst venlige, når de møder udlændinge.

I Teherans store bazar fortsætter handlen til trods for de nye amerikanske sanktioner mod Iran. De handlende i bazaren er ofte frustrerede over præstestyrets måde at håndtere landets udenrigspoltik på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix

»Hvis ikke det havde været for sanktionerne, ville dette land i dag være på niveau med Japan og Tyskland.«

Jeg vender mig forbløffet om og kigger ind i et par intense, grågrønne øjne. Det er en ung, ranglet fyr. Han virker fast besluttet på at få afleveret sit budskab. Vi rykker lidt tættere sammen, så han kan dæmpe stemmen, da det næppe er det bedste sted til politiske erklæringer. Vi befinder os foran hovedindgangen til Teherans basar.

Det står dog hurtigt klart, at den første sætning er omhyggeligt indøvet, for hans engelske er pænt sagt mangelfuldt.

»Iran sad country,« siger han et par gange, men da han diskret bliver spurgt til sit navn, smiler han skævt og forsvinder i mængden.

»Hello, my friend!«

Det er hverken første eller sidste gang, jeg hører dette synspunkt på min rundrejse i Iran. Turen går fra den sydlige by Shiraz og nordpå med tog og bus. Efterhånden har jeg vænnet mig til, at iranerne er høflige, velopdragne – og nysgerrige. Mange iranere synes videbegærlige og ivrige efter at bruge deres engelsk.

Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, sagde lørdag, at Donald Trump havde »vanæret« USA, som vil blive den »ultimative« taber på grund af de nye sanktioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix.

På en café i den nordlige, velhavende del af Teheran møder jeg den 40-årige Fairuza, der holder frokost fra kontorjobbet. Hun har hørt om de seneste skærmydsler mellem Iran og Danmark på det lokale, engelsksprogede PressTV og tydeligvis diskuteret det med sine nærmeste.

»Folk her i landet er rasende!« udbryder hun med en overraskende frimodighed og en tilsyneladende mangel på frygt.

»Præsterne er ligeglade med os, med befolkningen,« fortsætter hun og fægter opgivende med armene.

»De har deres på det tørre. De har deres planer og dagsorden, og de tænker slet ikke på os almindelige mennesker. Men det er os, der kommer til at bære byrderne. Hvis det er rigtigt, hvad vi hører fra Danmark, er det jo en enestående dumhed. Nu havde saudiaraberne lige begået en fejl, så de stod tilbage som skurke, og vi havde en chance for at få europæerne i tale. Men så gør de sådan noget, som kun kan presse europæerne i armene på Trump!«

Fairuza fnyser af arrigskab, men tillader sig så det lille håb, at intet jo er bevist – endnu. Måske er der en anden forklaring.

Irans to søjler

For at forstå Fairuzas »dem« og »os«, skal man vide, at Iran er bygget på to søjler. Der er dels den egentlige statsmagt med en delvist demokratisk valgt præsident og et ditto parlament. Forbeholdet skyldes, at alle kandidater skal godkendes i den anden, bærende søjle, og her bliver alle reformivrige og andre balstyriske elementer sorteret fra.

Fairuza, iransk kvinde

»Præsterne er ligeglade med os, med befolkningen.«


Denne anden søjle består nemlig af præsteskabet med den øverste åndelige leder, Ali Khamenei, i spidsen. Han rådgives af det tolv mand store Vogternes Råd, der holder øje med samfundsudviklingen og sikrer, at den følger den islamiske revolutions foreskrifter. Herunder finder vi Eksperternes Råd, som består af 88 medlemmer.

For at understrege magtforholdet sorterer de 125.000 mænd i den magtfulde Revolutionsgarde direkte under den øverste åndelige leder.

Verdens største basar

»Er du græker?« lyder det på engelsk.

Min rejse er ved at være slut. Jeg befinder mig i Tabriz’ berømte basar. Efter at have talt med en halv snes mennesker forsøger jeg at finde ud af det syv kvadratkilometer store basarområde, hvor jeg med fuldt overlæg er faret vild. Hvis den handlende virkelig kan se noget græsk i mig, må han have en arbejdsom fantasi.

»Danmark,« svarer jeg, den første vokal en mellemting mellem et a og et o.

»Tag vore hilsener med hjem til dit land,« siger den midaldrende mand og klapper mig på skulderen.