Sammenlignet med protester i mange andre lande, heriblandt en del vesteuropæiske, gik det sådan set ikke specielt voldsomt for sig under søndagens demonstrationer flere steder i Cuba.
Men i land, hvor det kommunistiske regime har kontrolleret befolkningen med en blanding af brutalitet og effektiv propaganda siden 1959, var scenen fuldstændig uhørt.
Billederne, der straks begyndte at cirkulere på de sociale medier, har allerede fået ikonisk status. For de viser, hvordan demonstranterne krydser en blodrød linje, og måske er der ingen vej tilbage.
Da en rasende menneskemasse i byen Cárdenas 120 kilometer øst for Havana væltede en politibil om på taget, var det et symbolsk angreb på regimet, som ikke er set mage til i årtier.
Og sammen med ligeledes usædvanlige gadekampe mellem demonstranter og politi i hovedstaden viser episoden omfanget af cubanernes desperation over landets stadig dybere økonomiske krise, der nærmer sig hungersnød.
»Vi har ingen mad, vi har intet«
Protestbølgen blev sat i gang i den lille by San Antonio de los Baños, som ligger i udkanten af Havana-området.
Her gik hundredvis af lokale søndag på gaden. Deres vrede var i første omgang rettet mod de evindelige strømafbrydelser og et vaccinationsprogram, der slet ikke kan følge med de seneste ugers eksplosion i antallet af covid-19-smittede.
Men efterhånden som dagen skred frem og protesterne bredte sig til hele øen, forvandlede de sig til ét stort og rasende brøl mod regimet.
»Vi er sultne og fattige. Vi har ingen mad, vi har intet,« forklarede 17-årige Yusniel Pérez til The Guardian, da den britiske avis mødte ham på gaden i Havana med en sten i hver knyttede næve.
»Jeg er her på grund af sult, strømafbrydelser, medicinmangel, mangel på alting,« tilføjede en anden, unavngiven demonstrant og fortsatte:
»Alt skal laves om. Vi vil have frie valg med flere partier. Vi vil af med regeringen og med kommunismen.«
Castros flygtningefidus
Man skal helt tilbage til 1994 og opstanden kendt som »El Maleconazo« –opkaldt efter Havana berømte kystpromenade – for at finde protester af blot nogenlunde tilsvarende styrke.
Dengang havde Murens fald og opløsningen af den kommunistiske verden, der var en livsvigtig samarbejdspartner for Cuba, fremprovokeret en dyb økonomisk krise.
Og 13. august 1994 eksploderede den opsparede vrede i demonstrationer, gadekampe og plyndringer.
Som svar på udfordringen meddelte Cubas daværende leder, Fidel Castro, at han ville give frit lejde til de såkaldte »balseros« – cubanere, der på hjemmelavede tømmerflåder og ofte med livet som indsats sejlede over Florida-strædet.
Omkring 32.000 benyttede sig af lejligheden, hvilket var med at til at tage toppen af utilfredsheden og give Castro tid til at rette op på økonomien. Samtidig stod USA med et gigantisk flygtningepres.
Biden støtter »råb om frihed«
Denne gang bliver det vanskeligere at løse problemerne – eller i hvert fald skyde dem til hjørnespark – med et snuptag, hvis demonstrationerne de kommende dage fortsætter.
Castro-brødrenes arvtager som regimets topfigur, præsident Miguel Díaz-Canel, kan ikke stille meget op mod pandemien, der som en blandt flere katastrofale bivirkninger har fået turismens vigtige indtægtskilde til at tørre ud.
Samtidig har den amerikanske præsident, Joseph Biden, tilsyneladende ingen planer om at lempe på de strenge sanktioner, der blev genindført af forgængeren Donald Trump efter det kortvarige tøbrud i forholdet mellem de to lande under Barack Obama.
»Vi står side og side med det cubanske folk i deres råb om frihed og frigørelse fra såvel pandemiens tragiske greb som årtiers undertrykkelse og økonomisk lidelser påført dem af Cubas autoritære regime,« lød det mandag i en erklæring fra Biden.
Regimetilhængere sendt på gaden
Ikke overraskende har Miguel Díaz-Canel, der reagerede hurtigt på søndagens protester, afvist dem som et amerikansk sponsoreret forsøg på at destabilisere Cuba.
Præsidenten indrømmede ganske vist, at regeringen kæmper en ulige kamp mod pandemien i især Matanzas-provinsen, hvor incidensen for de seneste 14 dage er oppe på 1.300 smittede pr. 100.000 indbyggere.
Men samtidig mobiliserede han via det statslige tv regimets støtter i befolkningen med et citat af Fidel Castro: »Gaden tilhører de revolutionære.«
Kort efter opstod moddemonstrationer, men spørgsmålet er, om vreden denne gang har vokset sig for stor til, at regimet og dets tilhængere kan inddæmme den.
I så fald vil det ikke kun være politibiler i Cárdenas, som bliver væltet og får vendt bunden i vejret.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
