Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford er uundværlig for enhver demokratisk præsidentkandidat.
Han kan samle penge ind som ingen anden under valgkampene.
Nu har han landet et job som protokolchef i det amerikanske udenrigsministerium udnævnt af præsident Joe Biden.
Et utroligt vigtigt job, hvor det handler om at gå i et med tapetet og sørge for, at besøgende statsoverhoveder og andre lignende personer har det så godt under opholdet i USA, at de ikke ønsker at rejse hjem igen. Sådan sat på spidsen.
Spørgsmålet er bare, om Gifford kan gå i et med tapetet og i det hele taget kan holde sig i baggrunden, når der er statsbesøg. For hans opgave er at være usynlig. Og det har han det svært med.
Gifford kan som nævnt samle penge ind til valgkampene. Han har en eminent begavelse for at analysere de amerikanske staters stærke og svage sider set fra en demokratisk vinkel helt ned i de enkelte amter og kommuner.
Han ved derfor, hvor det kan betale sig for en demokratisk kandidat at sætte ind, og hvor det kan svare sig at holde sig væk.
Druk og chokolade
Han har en analytisk sans, der gavner enhver præsidentkandidat. Og da han arbejdede for den demokratiske præsident, Barack Obama, kunne han ved at trykke på de rigtige knapper samle flere hundrede millioner ind til valgkampen, som blev en af de dyreste i amerikansk historie – dengang.
Gifford blev belønnet for indsatsen med et job som ambassadør i Danmark fra 2013 til 2017, hvor han blev efterfulgt af Carla Sands, som få kunne lide, fordi hun i den grad var præsident Donald Trumps kvinde i Danmark.
Man var derimod drilagtigt lidt i tvivl om, hvem der var Giffords chef. Ikke fordi han på nogen måde var illoyal over for Obama – på ingen måde.
Men hans trang til at optræde i alle mulige danske underholdningsprogrammer, hvor han skamroste danskerne i en sådan grad, at vi blev bekræftet i vores egen opfattelse af, at vi er unikke i verden, betød, at flere danskere anså ham for at være »vores amerikanske mand«.
Ikke som Sands en, der kun beskæftigede sig med at fremme den siddende præsidents synspunkter, som det faktisk er en ambassadørs opgave.
Danskerne fik fornemmelsen af, at Gifford var manden, der talte danskernes sag over for Obama, og mange danskere var på de sociale medier nærmest nedtrykte, da Gifford forlod landet.
Gifford skal vide hvor gæsten skal sidde.
Nu skal han overføre sine sociale egenskaber til sit nye job, som er vigtigt, fordi det ganske enkelt er krævende. For udenlandske statschefer eller for eksempel udenlandske udenrigsministre, der besøger præsidenten, skal have førsteklasses behandling.
De skal bo på de rigtige hoteller – hvis ikke de er vigtige nok til at bo i den amerikanske regerings gæstebolig, Blair House, som også hører under protokolchefen.
Blair House ligger lige over for Det Hvide Hus og blev købt af den daværende amerikanske præsident Franklin Roosevelt i 1942 af en amerikansk familie ved navn Blair.
119 værelser står til rådighed, og det er ikke ligegyldigt, hvad der ligger ved sengen, når gæsten går til ro. Om det er chokolade eller frugt eller drikkevarer. For det er også Giffords opgave at vide, hvad gæsten foretrækker, hvilken mad vedkommende spiser, om der er allergier, eller hvilke mærker han foretrækker inden for diverse drikkevarer, og om der er særlige religiøse hensyn at tage.
Så han får et stort indblik i statsoverhoveders vaner og stærke og svage sider og fobier, og ikke mindst hvad der kan gøre dem rasende.
Han skal dog ikke personligt hente statschefer ind fra gaden, når de stangberusede løber rundt i Washington, D. C.s, gader iført underbukser og leder efter et pizzasted. Som den russiske præsident Boris Jeltsin gjorde i 1994, da han mødtes med den daværende præsident, Bill Clinton.
Det har han folk til.
Og de fleste af den slags gæster har formentlig også været roligere end Jeltsin, selvom enkelte også har bestilt eskortdamer og sprut ad libitum, når de boede der.
Men det var før statsminister Anders Fogh Rasmussens tid. Han besøgte den daværende præsident George W. Bush fem gange og boede som en af de få danske statsministre i Blair House.
Kræver stort overblik
Men Gifford skal ikke alene få udenlandske gæster til at føle sig velkomne. Han skal vide præcis, hvor de er på hvilket tidspunkt, hvem de skal have møder med og hvornår, og hvilken type møde det drejer sig om. Hvis der er en arbejdsfrokost forbundet med mødet, så skal gæsten sidde over for værten. Hvis det er en officiel middag, så skal gæsten sidde umiddelbart til højre for værten.
Men Rufus Giffords store stab skal også arbejde for at sikre, at det land, den amerikanske præsident skal besøge, ved, hvad præsidenten ønsker, således at der ikke venter Joe Biden en overraskelse ved middagsbordet eller ved møder rundt omkring. Og Gifford vil som regel ledsage præsidenten på besøg i udlandet.
Hvis Biden kommer til Danmark, så vil den amerikanske præsident få en helt unik guide i Gifford selv. Men man kan frygte, at Gifford får mere opmærksomhed blandt danskerne end præsidenten selv. Så populær er Gifford, selv i dag.
Tag ikke fejl. Det er et kæmpejob, Gifford lander, efter at han har måttet erkende ved det forrige valg til Kongressen, at han ikke selv er kendt nok i USA til at blive valgt til en politisk post. Han stillede i 2018 op i sin hjemstat Massachusetts, men fik en skuffende femteplads ved valget og kom ikke ind.
Nu bliver han en magtfuld person i det amerikanske udenrigsministerium med titel af ambassadør. Og han bliver også en slags »chef« for alle de udenlandske ambassadører i Washington, D.C., og vil derfor også i det daglige have en enorm kontaktflade.
Det trives Gifford med. Hans drivkraft er mennesker og social omgang med dem. For alle, der kender ham, siger, at han er oprigtigt interesseret i andre. Men i den proces placerer han ofte også sig selv i rampelyset. Det sidste kan blive et problem for ham i det nye job.
Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent og korrespondent i Washington fra 2013-2017
