Analyse: Danmark blev som andre taget på sengen i Afghanistan. Men den store skurk bliver USA

Den danske regering og forligspartierne bag en ny aftale om at evakuere de lokalt ansatte afghanere kommer til kort, for evakueringen af de udsendte diplomater fra ambassaden skete, uden at de lokalt ansatte nåede med. Det påvirker alle, hvis slutregnestykket bliver, at Danmark efterlader nogle i landet. Men den egentligt skyldige er USA.

Er løfterne til de lokalt ansatte afghanere på den danske ambassade om at få dem med ud af landet, inden den ekstreme islamistiske bevægelse Taleban overtog magten i Afghanistans hovedstad, Kabul, slået fejl?

Det må vi vente med at få svaret på. Men som det ser ud nu, kan Danmark ikke nå at evakuere alle de lokalt ansatte afghanere, som vi havde tænkt os at hente til Danmark.