I Moskva er hospitalerne kommet under stærkt pres fra det stigende antal coronasmittede patienter.
Imens stiger antallet af coronasmittede hastigt. Søndag meldte Rusland om 2.186 nye smittede, hvilket var den indtil videre højeste stigning på én dag. Det samlede antal smittede er 15.770, mens dødstallet er på 130.
Lørdag holdt ambulancerne i timelange køer foran et hospital i Khimki, en forstad til Moskva.
Her fortalte en chauffør nyhedsbureauet Reuters, at han havde ventet i 15 timer på at aflevere en patient, som var syg af covid-19.
Moskva og andre byer har været lukket ned i knap to uger for at inddæmme coronasmitten, men Kreml siger, at hospitalerne i hovedstaden er pressede til det yderste.
»Situationen i både Moskva og Sankt Petersborg, men mest i Moskva, er meget spændt, fordi antallet af syge personer stiger,« sagde en talsmand for Kreml, Dmitry Peskov, i et interview med russisk stats-tv.
»Der er en stor tilstrømning af patienter. Vi oplever, at hospitalerne i Moskva arbejder ekstremt intenst på en heroisk måde midt i nødtilstanden,« sagde Peskov endvidere.
Han tilføjede også, at det først ville stå klart om et par uger, om Rusland var tæt på at ramme toppen i udbruddet af coronavirus.
Borgmester: Toppen slet ikke nået
Borgmesteren i Moskva, Sergei Sobyanin, har været mere klar i mælet. Fredag sagde han i et interview med det russiske nyhedsbureau RIA, at byen var langt fra at ramme toppen.
»Jeg kan med sikkerhed fortælle dig, at toppen slet ikke er nået. Vi er ved foden af bjerget og ikke engang i midten,« sagde han.
»Jeg kan kun sige, at en alvorlig test venter foran os, og vi bliver nødt til at forberede os.«

Lørdag fortalte han, at han i Moskva i næste uge ville introducere digitale tilladelser til at kontrollere, om karantænereglerne bliver overholdt.
Hvis borgerne skal bevæge sig ud, skal de på forhånd søge om en tilladelse, som indeholder en kode, der identificerer borgeren. Hvis man skal ud, skal man både vise den digitale tilladelse på sin telefon og sine almindelige identifikationspapirer til politiet, som er talstærkt til stede på byens gader.
I begyndelsen af coronapandemien meldte Rusland om langt færre smittede end i de vesteuropæiske lande. Men denne måned er tallene røget i vejret.
Indtil slutningen af marts var meldingen fra de russiske myndigheder ellers, at situationen var under kontrol. Der var ingen epidemi i landet, lød det.
Men den nye alvor har fået præsident Putin til at gribe til handling og introducere hårde straffe.
Hvis man spreder falsk information om coronavirussen, risikerer man op til fem års fængsel, skriver avisen Moscow Times. Hvis man bryder karantænereglerne vanker der høje bøder og i værste fald op til syv års fængsel, hvis man er skyld i to eller flere coronadødsfald.




