50 grader i skyggen: Mindst 36 døde i indisk hedebølge

Inderne lider under en langvarig hedebølge, men myndighederne er blevet bedre til at advare befolkningen og træffe forholdsregler.

Indere er søgt ind i skyggen af et træ i landets hovedstad. Fold sammen
Læs mere
Foto: RAJAT GUPTA

En af Indiens længste og mest intense hedebølger i årtier har krævet mindst 36 menneskeliv, siden den satte ind i begyndelsen af maj. Regeringen advarer nu om, at lidelserne kan fortsætte, da monsunen ser ud til at være forsinket i år.

Indiens hedebølger er blevet særligt intense inden for de seneste ti år, hvor klimaforandringerne er begyndt at slå igennem verden over, og de har ramt stadig flere delstater og krævet tusinder af liv. I år er hedebølgen med temperaturer op over de 50 grader rullet ind over store dele af det nordlige og centrale Indien med Rajasthan, Madhya Pradesh, Uttar Pradesh og Maharashtra blandt de hårdest ramte.

Anup Kumar Srivastava fra Indiens katastrofeberedskab siger, at antallet af berørte delstater er steget fra ni i 2015 til 19 i år.

»Og antallet af dage med hedebølge er også øget. For øvrigt er det ikke kun dagene, for nattemperaturen har også været høj.«

Srivastava spåede, at et kommende stormvejr ville bringe temperaturerne ned i nogle områder, men at hedebølgen vil tage til igen, indtil monsunen kommer med den livgivende regn.

To gange i den forgangne uge nåede temperaturen i dele af Rajasthan op på 51 grader celsius, mens resten af staten ligger lige under de 48 grader celsius. Det har fået sundhedsmyndighederne til at suspendere ferier og fridage for lægerne på hospitalerne i området, hvor antallet af patienter er skudt i vejret. I Madhya Pradesh i det centrale Indien har man valgt at lukke skolerne.

Bedre forberedelser

I hovedstaden New Delhi har temperaturen længe ligget på 45-48 grader. Skyer midt på ugen lovede regn, men det blev aldrig til noget. Til gengæld fulgte der onsdag en støvstorm, som dæmpede temperaturen noget.

Indiske drenge køler af i en kanal i New Delhi. 10. juni 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR.

Til trods for de ekstreme temperaturer ser dødstallet i år ud til at blive mindre end tidligere år. Siden 2010 er flere end 6.000 mennesker døde i Indien som følge af hedebølger – det værste år var 2015 med over 2.000 dødsfald.

Men selv om hedebølgerne ikke er aftagende, er antallet af døde faldet betydeligt i de senere år: Der blev registreret 375 i 2017, men kun 20 i 2018. Analytikere mener, dette fald skyldes bedre forholdsregler fra myndighedernes side. Arbejdsgiverne er blevet opfordret til at gøre arbejdstiderne fleksible – særligt på udendørs arbejdspladser som eksempelvis byggepladser. I særligt udsatte områder har man også indført gratis drikkevand.

Anup Kumar Srivastava fra katastrofeberedskabet siger, at man i år satte sig det mål, at dødstallet skal holdes nede i de éncifrede tal.Men landets langvarige og komplicerede parlamentsvalg kom i vejen for den ambition, idet de sagsbehandlere, som skulle have udstedt advarslerne, blev sat ind på afviklingen af valget.

Oversættelse: Lars Rosenkvist