Det ser ud som om klokken er faldet i slag for ti københavnske kirker, som er udpeget til nedlæggelse af det københavnske stiftsråd. Kirkeminister Bertel Haarder skal træffe den endelige beslutning, men han har erklæret sig positiv.
Der er da heller ikke meget at indvende. Demografiske kendsgerninger er svære at forhandle med. Folkekirkens andel af befolkningen er mindre i København end i resten af landet, og især på Vesterbro og Nørrebro, hvor der bor mange nydanskere med anden religiøs baggrund, er der for mange kirker. Helt anderledes var det for 100 år siden, hvor Kirkefondet byggede 50 nye kirker i København for at give den vældige vandring af mennesker fra land til by en kirkelig grund under fødderne.
Der er heller intet i vor lutherske teologi eller kirkehistorie, der tilsiger, at kirker ikke uden problemer kan lukkes. Alligevel er diskussionen følsom. Bygningerne har dannet ramme for afgørende øjeblikke i menneskers og familiers liv gennem generationer. Også folk, der ikke ligefrem overrender kirken, kan blive følelsesmæssigt overrumplede, når en lukning pludselig er forestående.
Som i Niels Hausgaards sang om, hvor atomkraftværkerne skal ligge, ser man helst, at det er nabosognet, der skal holde for. Man skal derfor ikke foregøgle sig, at afgørelser om lukning kan forhandles igennem på menighedsrådsplan. Det er en beslutning, der må tages ovenfra.
Næste del af diskussionen, som ikke er mindre følsom, er, hvad de nedlagte kirker så skal bruges til. Selv om de ikke alle er den rene arkitektoniske øjenfryd, er det markante bygninger, der med deres centrale beliggenhed har gode muligheder for at komme til at spille en rolle i byrummet. Men hvilken?
Visse forslag melder sig altid: kulturhuse, udstillingsbygninger, overdragelse til andre kristne trossamfund. Kulturelle aktiviteter skønnes at være tæt på bygningens oprindelige formål, mens parkeringshuse, fitnesscentre og diskoteker er fjernere. Forslaget om at omdanne de nedlagte kirker til moskéer dukker også op fra tid til anden, men det virker mest som en provokation fra folk, der er religiøst tonedøve og vil bruge sagen som et polemisk indslag i kulturkampen.
Rent lovgivningsmæssigt er der ikke nogen restriktioner for, hvad bygningerne må bruges til, og det kan derfor anbefales at tænke lidt utraditionelt. For hvad er en kirke egentlig bedst tjent med i sit efterliv? Så diskret og dæmpet en aktivitet, at den visner væk fra bybilledet, eller så originalt og livligt et indhold, at det vil holde kirkens navn levende?
Lad os få en folkelig, københavnsk debat om det. Man kan forestille sig meget. Selv om det i dette tilfælde ikke kun er fantasien, der sætter grænser, men også pietetsfølelsen over for stedets ånd.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
