Geniet som genert ung mand

Det er sandelig ikke nemt at være unge Erik Nietzsche.

Ganske vist er han glad, da han i 1979 bliver optaget på Den Danske Filmskole, men snart opdager han, at rektor er en tyran, at lærerne er en flok uduelige narrehatte, og at de studerende ikke betragter hinanden som kolleger, men som konkurrenter.

Den forsagte Erik bliver ofte eftertrykkeligt trynet i dette hårde miljø, men man er fortrøstningsfuld på hans vegne, for man ved, at han er genial.

Som sikkert bekendt er Erik Nietzsche nemlig identisk med ingen ringere end Lars von Trier, hvis selvbiografiske manuskript »De unge år« er baseret på, og som desuden fungerer som filmens fortæller på lydsporet.

Altså: Lars von Trier havde det for henved 30 år siden hårdt på Filmskolen, hvor egoisme og inkompetence hærgede, og hvor ingen kunne få øje på hans originale talent.

Er det interessant?

Ja, hvis man selv arbejder i den danske filmbranche, er det givetvis skægt at identificere de vigtigste personer i historien, for »De unge år« er en »nøglefilm« med kras satirisk udlevering af en række autentisk baserede figurer, og insidere vil f.eks. utvivlsomt gnide sig gnæggende i hænderne ved mødet med det liderlige magtmenneske rektor Mads, som en langhåret Søren Pilmark spiller med afstumpet brutalitet som et yderst ukærligt portræt af Henning Camre.

Det er bare ikke nok til at gøre »De unge år« til en vedkommende film, for hvis man tilhører den betragtelige majoritet af landets befolkning, der ikke har beskæftigelse i filmbranchen eller i det mindste befinder sig tæt på den, må filmen forekomme indforstået, selvoptaget og temmelig ubehagelig.

Dens sarkasme tangerer det hadefulde, dens vigtigste personer rundt om den engleblide Nietzsche med den nervøse peristaltik er grove karikaturer, og kun i korte momenter kommer der lidt lystigt liv i kludene – Paprika Steen og Bodil Jørgensen liver gevaldigt op i små biroller som affekterede skuespillerinder, David Dencik er højlydt morsom som den hidsige filmstuderende Zelko, og en parodi på Nils Malmros (blidt spillet af Jens Albinus) er modsat det meste andet i filmen både venlig og vittig.

For indforstået

Der er intet at bebrejde den kompetente Jacob Thuesen, som har instrueret »De unge år« på afbud, og der er kun godt at sige om Jonathan Spang, der med sit uskyldige barneansigt gør Erik Nietzsche til et nærmest helgenagtigt offer for de snerpede regler og skumle intriger på Filmskolen.

Men når eksempelvis Nikolaj Coster-Waldau spiller en filmarbejder ved navn Sammy og for den branchekyndige tilskuer leverer et rammende portræt af virkelighedens grip-veteran Jimmy Leavens, vil størsteparten af publikum have svært ved at se komikken – og hvis man i øvrigt ikke aner, hvad ordet grip betyder, skal man muligvis helt lade være med at bruge tid på filmen.

Troels Lyby, Dejan Cukic og Søren Malling skal have tak for deres behjertede indsatser som nogle af Filmskolens fænomenalt fjollede lærere – der konstant ryger cigaretter og med bidsk hilsen til virkelighedens Mogens Rukov blandt andet væver løs om cirkulær dramaturgi – ligesom en særlig tak skal rettes til Patricia Schumann, der skaber et par mindeværdige øjeblikke som den frimodige skuespillerinde Malene Sønder.

Hendes højhælede røde sko vil man huske, når man har glemt de kvælende dynger af selvhøjtidelig tågesnak, som ifølge filmen forpester Filmskolen i tiden omkring 1980 og gør det til noget nær et mirakel, at unge Erik alias Lars trods en massiv mur af stupid modstand får lavet sin kontroversielle afgangsfilm og bliver en berømt instruktør.

Skal vi klappe Lars von Trier på skulderen og ønske ham til lykke? Nej, det behøver vi ikke, for det har han allerede selv gjort med manuskriptet til »De unge år«, som hans kolleger og konkurrenter uden tvivl vil studere med nyfigen interesse.

Alle andre vil more sig hist og her under denne på én gang aggressive og selvmedlidende film, men det er en underligt mat og slatten latter, der kommer kvækkende ud af munden på én.