Søren Frank: Derfor skammer jeg mig ikke over at have drukket for en million

Berlingskes vinanmelder svarer igen på kritikken af, at han har været med til drikke bourgogne for en million kroner, mens krigen raser i Ukraine og gasprisen eksploderer.

Søren Frank fra Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hold kæft, hvor er det sygeligt og vulgært. I burde skamme jer. Det er simpelthen at pisse på folk med almindelige indkomster og en varme- og elregning, der eksploderer. I burde have haft så meget pli med Ukraine-krigen og inflationen, der rammer et flertal af danskere, at jeres lumre vinsmagning var undgået.«

Sådan skrev en vred læser i en mail direkte til mig efter at have læst min reportage om en ekstraordinær smagning af Lalou Bize-Leroys store bourgogner i sidste uges lørdagsberlingske. En anden læser, fra Hørsholm, mener, at vinene skulle være solgt og pengene skænket til Ukraine, skriver han i et læserbrev:

»Du pralede af at drikke rødvin for én million kroner samtidig med, at Ukraine kæmper for sit liv og millioner af ukrainere er på flugt i vores nærområde. Det ville have været klædeligt, hvis vinen var blevet solgt og provenuet doneret til Ukraine.«

I Jyllands-Posten er kommentator Anders Heide Mortensen inde på det samme, men i en mere subtil kontekst. Under rubrikken: »Mens bomberne faldt i Ukraine, drak otte mand bourgogne for en million« kæder han Leroy-smagningen sammen med, at Danmark netop er blevet kåret som verdens næstlykkeligste land (efter Finland):

»En vinanmelder kan fortælle, at her blev der så brændt en million kroner af uden at blive afkrævet svar på, om ottemandsselskabet sendte en tanke, hvad sådan en million kunne have indbragt af nødhjælp i Ukraine. I lande længere nede på ranglisten ville udpenslet overflod indebære risiko for korsfæstelse, og gæster på steder som Søllerød Kro måtte have øjne i nakken for at afværge røveri, forulempelse og risiko for kidnapning,« skriver Heide Mortensen i JP Finans.

Jeg er sådan set enige med disse læsere i, at det er helt vanvittigt, som priserne på vine som disse, der er verdens allermest eftertragtede, har udviklet sig. Alene det sidste halve år er priserne på verdensmarkedet på de nævnte vine fordoblet ifølge wine-searcher.com. Og siden den hemmelige donor, som stod bag smagningen, begyndte at tale om at lave en hyggelig aften med Leroy for tre år siden, er priserne tre-, måske endda firedoblet.

Det skyldes naturligvis det frie markeds grundlæggende lov om udbud og efterspørgsel. Der bliver næppe lavet mere end et par tusinde flasker af hver af disse vine årligt, og efterhånden som overklassen og den øvre middelklasse vokser i Østen, bliver efterspørgslen bare større og større.

Mig bekendt bliver de Leroy-vine, som tildeles Danmark i dag, stort set skibet videre til London, hvor de fleste vinmæglere befinder sig, eller direkte til Hongkong. Med andre ord er det vine, som vi, bortset fra de gamle årgange der måtte befinde sig i folks kældre, ikke længere ser herhjemme.

Så meget desto mere respekt har jeg for den generøse donor bag Leroy-aftenen for at bevare fokus på, at han i sin tid købte disse vine – til en tyvendedel af dagens priser – for på et tidspunkt at drikke (læs: opleve) dem. Det er derfor, vin bliver lavet – eller det burde det i hvert fald være.

Vel vidende at disse vine, som tiden er gået, er blevet meget dyre og efterspurgte, vælger manden at dele dem med folk, som fuldt ud er i stand til værdsætte dem og sprede budskabet. Alene online er min artikel således indtil nu blevet læst 50.000 gange, hvilket er mere end nogen anden vinartikel, jeg har skrevet under online-æraen, hvor vi har kunnet måle det eksakte læsertal på den enkelte artikel.

Søren Frank modtager fransk orden og bliver »Chevalier dans l'ordre du mérite agricole« på den franske ambassade i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Hvad må vi drikke, når krigen er slut ?

At man skulle have aflyst et vinarrangement, som har været tre år undervejs, fordi Rusland i mellemtiden har indledt en invasion af Ukraine, er jeg ikke enig i. Ej heller at den hemmelige donor hellere skulle have solgt vinene, så de var endt i en kælder i Hongkong eller Macau.

Jeg har svært ved at forstå den tankegang, at jeg ikke må gå ned i min kælder og knappe et par rigtigt gode flasker op, uanset hvad dagsprisen måtte have udviklet sig til, fordi gaspriserne er steget. Jeg køber grundlæggende ikke den idé, at folk i Ukraine, eller for den sags skyld økonomisk pressede danskere, skulle få det bedre af, at jeg nød livet noget mindre.

Hvad kan vi så i det hele taget tillade os, mens der er krig i Ukraine? Kan Noma, Geranium og Alchemist, hvor en aften for to starter ved 10.000 kroner, for eksempel overhovedet tillade sig at holde åbent?

Bør alt hvad vi besidder af værdi, som ikke er strengt nødvendigt for vores overlevelse, sælges og pengene donores til Ukraine? Jeg er for eksempel sikker på, at vor læser i Hørsholm godt kan undvære en del af sin pensionsopsparing eller ville kunne overleve i en kommune, hvor huspriserne er billigere end i Hørsholm.

Og hvad så når der forhåbentlig engang ikke længere er krig i Ukraine? Hvad må vi så drikke? Hvis man bare følger lidt med i, hvad der foregår ude i den store verden, vil man vide, at der stor set hver dag, år ud og år ind, er mennesker, der lider lige så meget, som folk ulykkeligvis gør i Ukraine nu. Ikke bare på grund af krig og folkedrab, men også gennem blandt andet hungersnød, sygdom og xenofobi. Vil det ikke også være at pisse på dem at drikke stor bourgogne ?