Ny tapas-restaurant serverer masser af godbidder - men der blev kigget for dybt i saltkrukken

Der var masser af godbidder på Bocado, en dygtig grillkok og en nærværende betjening, men en del udfald trækker slutresultatet ned.

 
Få et kig ind i restaurant Bocado og se anretning af nogle af deres udmærkede tapas. Video og foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tapas er – som tidligere nævnt her på siden – et af de mest misbrugte ord på danske restauranter. Men det sidste halve år er der begyndt at ske noget – først kom den sydspanske El Tapeo de Cervantes og siden Camino i Kødbyen. Nu kommer der så én til – ovenikøbet i samme ’restaurantfamilie’ som Camino.

De er begge en del af Sovino-gruppen, med efterhånden 11 restauranter, mange af dem centreret i området omkring Kongens Nytorv, og her finder vi også Bocado (spansk for hapser eller godbid), som holder til i Galleri K, hvor Sovino i forvejen har restauranterne PS Bar & Grill, The Market Italian og The Market Asian.

Chuletas de cordero (lammekoteletter). Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Med så mange restauranter samlet på ét sted, kunne man godt frygte, at der på Bocado ville gå ren fest og natklub i den. Men det store aflange rum med glasmontrer med blandt andet hummer, blæksprutter og skinke samt åbent kig ud i køkkenet antyder gudskelov, at her indtager maden stadig hovedrollen.

Der er fem egentlige hovedretter: paella, halv hummer, lammekoteletter og to udgaver af rib eye (den ene på 12 år gammelt kvæg fra den baskiske producent Txogitxu), men til 999 kroner for et kilo lod vi den ligge – for i stedet at kaste os over den 13 retter store tapasmenu til 345 kroner, som alligevel rummer en tredjedel af tapasudbuddet, og så supplerede vi med nogle tilkøb, som vi lod tjeneren om at flette ind i menuen, når hun syntes, det passede.

Blæksprutte og jomfruhummer på Restaurant Bocado. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Det klarede den unge tjener helt gnidningsløst, ganske som hun formåede at kompensere for en ikke afgrundsdyb viden om maden ved at være ærlig og straks hente svar i køkkenet samt ved en stor mængde af dét, min medspiser Konsulenten kaldte ’ relationskompetence’, altså nærvær og fornemmelse for gæsterne.

Vinkortet led under en udtalt mangel på tørre sherryer (her var kun to søde), men var ellers pænt pakket med udelukkende spanske vine, dog indimellem med noget vildledende beskrivelser.

For eksempel blev vores glas albarino (Attis Bodegas, 160 kroner) i vinkortet benævnt »Spaniens svar på riesling«, hvor viognier eller gewürztraminer nok havde været mere på sin plads, mens vores efterfølgende glas verdejo fra Rueda (Quinta Apollonia, 145 kroner) af vinkortskribenten noget vidtløftigt blev kaldt »hvid Bourgogne fra Spanien«.

Men især albarinoen viste sig med sin mineralitet og næse af abrikos og lime perfekt til vores kolde og stegte fiske- og skaldyrsretter.

Pulpo picante. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Til de efterfølgende kødretter flottede vi os med et glas Quinta Sardonia QS2 (190 kroner glasset), andenvinen til danske Peter Sissecks berømte Pingus, som med sin blanding af druerne tempranillo, cabernet sauvignon og petit verdot er en elegant, om end karakterfast ledsager til både lam og gris.

Madmæssigt begyndte tapasmenuen også rigtig fint: med den spanske udgave af den italienske bruschetta, et lille stykke ristet brød med tomat i hvidløg.

Tomaten var fyldig og sød og smagte af solmodne tomater. Hvidløget kunne i den grad også smages i vores boquerones, syltede ansjoser fra Biscayen (om end turen til vores bord var gået via en dåse). God smag, men de var noget klejne i størrelsen og savnede biddet fra de friske.

Russisk salat ligner på spansk mere det, vi herhjemme kalder italiensk salat; med ærter, tern af gulerod, agurk, bønner og kartofler samt angiveligt lidt tun. Sidstnævnte var det nu svært at få smag på, og så bliver salaten, der kom med ristet toast, lidt ligegyldig.

Pimientos padrón. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Jeg var heller ikke vildt imponeret af den lufttørrede skinke, som kom fra mangalitzagrisen, det østrig-ungarske svin med uldpels som et får. De angiveligt 28 måneder, som mangalitzaskinken havde lufttørret i Spanien, var ikke mærkbare i smagen, og så vil jeg hellere betale for den fuldtonende smag af agern fra ibericogrisens diæt, også selvom prisen på Bocado så bliver mindst fordoblet.

Mens vi var i den kolde afdeling, så havde vi tilkøbt en portion råmarinerede kammuslinger (75 kroner), der blev serveret med kugler af agurk, diverse spiselige blomster og en hvid ’sne’ af frossen og granuleret tomatvand. Sidstnævnte smagte nu ikke af så meget, måske fordi kammuslingerne udover at være garneret med en potent aïoli også var drysset med paprikasalt, hvis røgede smag nærmest tog livet af de delikate skaldyr.

Gambas al ajillo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Salt og også lidt over stregen var også vores friterede bacalao-kroketter med fyld af klipfisk blendet med kartoffel og koriander. Samt de store argentinske rejer, der ellers var uhyre præcist grillede i hvidløg, chili og olie. Ærgerligt nok, for det var tydeligt, at la plancha-grillen blev betjent af én med styr på sine tilberedningstider.

Præcisionen gik igen i et tilfredsstillende antal store stykker af den ottearmede blæksprutte, serveret med syltede rødløg.

Faktisk blev vi så glade for grillkokken m/k, at vi fluks bestilte en ny omgang blæksprutter (65 kroner), denne gang dog de mindre, tiarmede, som igen var grillet til perfektion.

Det varme mellemheat afsluttede vi med en lille jerngryde med små hjertemuslinger i hvidvin, masser af hvidløg, persille og chili samt pimientos padron, de ligeledes i olie stegte grønne peberfrugter, der blev serveret med en flødecreme på fåreosten manchego og sad som en målgivende aflevering fra Messi.

Nu kom finalen i form af dels meget kedelige lammekoteletter med den argentinske kødsalsa chimichurri på persille, hvidløg, olivenolie og chili,  dels et fremragende stykke ibericogris.

Pluma ibérico. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Sidstnævnte var plumaudskæringen fra boven op mod grisens nakke, serveret med brombær, og forskellen mellem de to stykker kød lå simpelthen i kvaliteten af råvaren, som for lammets vedkommende haltede betydeligt.

En servering af patatas bravas – dobbeltfriterede kartofler med krydret tomatsauce og aïoli – gjorde hverken fra eller til. Portionerne er ikke mandsstore på Bocado, så der var lige plads til endnu et par tilkøb – først cerdo iberico til 55 kroner og siden endnu en omgang grillet blækspruttearm, denne gang med rucola og i en potent tomatsauce (135 kroner).

De to spyd med ibericogris i en ellers udmærket indisk garam marsala-sauce var tørre og seje, mens sprutten, om end grillet perfekt, igen var for salt. Ved den afsluttende dessert, profiteroles, fik vi lov til at supplere menuens ellers fastlagte udgave med vaniljecreme og overtræk af chokoladesauce med udgaven passionsfrugtcreme og vanillekrokant.

En enkel og effektiv afslutning på en noget ujævn aften, hvor der var masser af godbidder på Bocado, en dygtig grillkok og en nærværende betjening, men hvor en del udfald omkring lam, ibericospyd og ikke mindst for mange steder, hvor der blev kigget for dybt i saltkrukken, trækker slutresultatet ned på tre stjerner.

Bocado

Kristen Bernikowsgade 9, 1105 København K, tlf. 70 70 24 28

Hvor meget: vin fra 250,- hovedretter 225,- trettenretters tapasmenu 345,-