Franske og fynske aner, nordisk dashi og en orgastisk rôtissoirepighvar: Her er årets bedste middagsrestauranter

AOK
Gastronomi
Guide

Gastronomi: På den københavnske restaurantscene finder man gourmetperlerne, der imponerer med tårnhøjt niveau. Berlingskes gastronomiredaktør, Søren Frank, har her samlet de syv bedste restauranter i år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1

»Dragsholm Slot«

Dragsholm Slot har opgraderet servicen over hele linjen og et vagtskifte i køkkenet har tilført nyt liv.

Uddrag af anmeldelsen:

»Vi må konkludere, at Dragsholm har strammet op over hele linjen, og at Jeppe Foldager fint har fulgt op på de grundtakter i lammefjordskøkkenet, som blev lagt af hans forgænger. Hvis jeg havde været nervøs for, om man nu ville smide barnet ud med badevandet ved vagtskiftet, blev nervøsiteten i hvert fald gjort til  skamme: Faktisk oplever jeg det som forfriskende med en ny fortolker af dragsholmkøkkenet, som således også bevarer sine seks stjerner.«

Læs hele anmeldelsen her.

2

»Hotel Frederiksminde«

Et perfekt midsommermåltid på Hotel Frederiksminde i Præstø med et veritabelt overflødighedshorn af grøntsager fra stedets egen have.

Uddrag af anmeldelsen:

»Det er altid lidt som at deltage i et afsnit af »Matador«, når man besøger Hans Michael Jebsens kroer eller badehoteller. Den Hongkong-baserede skibsreder ejer flere end 100 historiske ejendomme i Danmark – heriblandt Frederiksminde, Schackenborg Slotskro, Dyvig Badehotel, Rønnede Kro og Hotel Baltic, som alle er blevet restaureret og ført tilbage i den oprindelige stil, og stemningen på Hotel Frederiksminde er nogenlunde, som når det lokale borgerskab i Korsbæk mødtes på Postgården.

Ude foran hotellet i den smukke have ud til fjorden, hvor vi nippede til vores gode champagne, Sainte Anne fra Chartogne-Taillet, iagttog vi således et i à la carte-sammenhæng større selskab på omkring ti gæster, som skålede. Måske var det et logistisk sammenstød med dette selskab, som gjorde, at vores aften startede ualmindeligt trægt?«

Læs hele anmeldelsen her.

3

»Lieffroy«

I Nyborg ligger Restaurant Lieffroy, der både har franske og fynske aner. Madanmelder Svend Rasmussen har været på besøg til en udsøgt middag og kvitterer med seks stjerner for en absolut toppræstation.

Uddrag fra anmeldelsen:

»Patrick Lieffroy er endegyldigt trådt ud af farmand Jean-Louis’ skygge, og viser, at selv om han er vokset op på Falsled Kro og har været hos både Michaud og på brødrene Troisgros' trestjernede i Frankrig og således er godt fransk skolet, er han født på Fyn, kan lide sine grøntsager med bid og bruger aktivt kontraster og syre i alle sine retter.«

»Patrick Lieffroys køkken er lige nu et af Danmarks skarpeste, og Helle Lieffroys ageren på gulvet matcher maden i en grad, så vi ikke kommer udenom at sende seks stjerner til Nyborg med en konstatering af, at Lieffroy er både fynsk og fransk, men allerfinest som sig selv.«

Læs hele anmeldelsen her.

4

»Marchal«

Vi fik på restaurant Marchal serveret skarpe kanapeer med udsigt til Kongens Nytorv. Comeback-Michelin-køkkenchefen Jakob de Neergaard har skabt et menukort, der holder fast i d'Angleterres overdådige dyder og med masser af kaviar, trøfler, hummer og duer. Husk den tunge pengepung, hvis du skal blive mæt på Marchal.

Uddrag fra anmeldelsen:

»De superskarpe og trygt velsmagende snacks forsvandt som dug for solen, så jeg vil anbefale, at man bestiller nogle flere. Det vil gøre regningen større, men let’s face it, d’Angleterre er ikke et sted for fattigrøve! For eksempel indeholder vinkortet hele fem forskellige flasker Le Montrachet til priser op til 65.000 kroner for en 2017er fra DRC, så jeg måtte bruge lang tid på at finde en flaske til en mere human pris, som jeg havde lyst til at sætte tænderne i. Vi endte med Domaine Leflaives almindelige bourgogne blanc 2017, som stod i 1.100 kroner. Til gengæld smagte den også rigtig godt. 2017 er en herlig årgang for hvid bourgogne – den bedste siden 2014.«

Læs hele anmeldelsen her.

5

»Treetop«

Konkurrencekokken Nicolaj Møller står for et forbavsende præcist og teknisk velfunderet køkken på restaurant Treetop på Hotel Munkebjerg i Vejle.

Uddrag af anmeldelsen:

»Vi var lykkelige over at have valgt at køre the full monty, da vi fik den næste ret, som ikke var en del af den lille Treetop-menu. Der var tale om en af Møllers signaturer i form af rå helleflynder betrukket med et tyndt lag af, hvad der lignede hvid chokolade, men viste sig at være cremefraiche.

Helleflynder-'petit fouren' var toppet med en generøs skefuld baeriicaviar og ledsaget af fløde smagt til med citron og dashi. Vi klappede i vores små hænder, for i disse dage, hvor kaviaren er her og der og alle vegne, ser man alt for sjældent en ret, hvor den ædle rogn får lov til at træde fuldt i karakter som her.«

Læs hele anmeldelsen her.

6

»Studio«

Restaurant Studio har fået ny køkkenchef i skikkelse af Christoffer Sørensen, som de foregående ni år har arbejdet som kok på Dragsholm Slot. Sørensen medbringer terroirfilosofien fra Dragsholm, inklusive de gode grøntsager fra Søren Wiuff i Lammefjorden, og dermed er Studio vendt tilbage til det nordiske udgangspunkt. Michelin-guiden har straks kvitteret ved at tildele Sørensen årets »Young chef award«.

Uddrag af anmeldelsen:

»Faktisk var aftenens allerførste bid også den bedste. Der var tale om en lille happer bestående af sprød kartoffel med diskret røget cremefraiche og herligt jodsmagende rå skagensrejer – enkelt, men ikke desto mindre lige i skabet.«

Læs hele anmeldelsen her.

7

»Esmeé«

Af byens mange restaurantåbninger her oven på andet lockdown er Esmée formentlig den, som har været imødeset med størst forventninger og hype. Den store restaurant på Kgs. Nytorv, hvor Geist før havde til huse, har fået en ordentlig makeover, så de luftige lokaler nu fremstår indbydende lyse.

I køkkenet regerer Andreas Bagh (eks-Marchal), som har fået installeret en stor rôtissoire, hvor han blandt andet griller hele pighvarrer og søtunger. Baghs køkken er sikkert funderet i den franske gastronomi, men retterne har altid et lille innovativt twist, som gør, at man ikke falder i søvn. Den perfekte møre hummerhale er således gratineret med chorizo, mens cevichen på helleflynder er toppet med thai basilikum.

Uddrag fra anmeldelsen:

»Vi startede med et par snacks, gode gamle kendinge fra Marchal i form af henholdsvis små toasts af ibericoskinke med gruyere og svampecreme samt gougères (vandbakkelser) med trøffel og comté. Lækker, tryg velsmag, som slog den franske grundtone, som hersker i Baghs køkken, fint an.

Baghs køkken er dog aldrig så klassisk, at man keder sig, der er stort set altid et lille twist eller en sjov detalje, som holder ganen vågen. Her for eksempel en forfriskende og særdeles velsmagende parafrase over 1980ernes frosne hvidløgsflûte i form af et dejligt, groft surdejsbaguette fyldt med masser af hvidløgssmør.«

Læs hele anmeldelsen her.