Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
På månedens sidste dag åbner Tivoli igen for publikum, der kan boltre sig i de klassiske forlystelser.
Og det er ikke kun popcorn og candyfloss, et besøg i den gamle have kan kombineres med. De senere sæsoner er der skruet gevaldigt op for gastronomien med en række nye tiltag – både pop op-restauranter og nye permanente spisesteder.
Med sæsonen forår 2023 åbner restauranten KILDEN. Den erstatter den hedengangne Gemyse, der blandt andet blev kendt for sit grønne menukort – deraf navnet.
Bag KILDEN står LOCA Gruppen, som i forvejen driver restauranterne STUDIO, RADIO og Almanak i Operaen. Køkkenchef og medejer af KILDEN, Christian Hoffmann, har netop en fortid fra Almanak, hvor han stod i spidsen for køkkenet fra 2019 til i dag.
»Vi kommer til at præsentere gæsterne for nye eksperimenter og danske smage og råvarer, de måske ikke er stødt på før,« siger han.
Fisk og skaldyr
Den nye restaurant kommer til at servere henholdsvis frokost og middag. Midt på dagen vil der blandt andet være smørrebrød på menukortet med fisk og skaldyr, vegetariske varianter og stykker med kød.
»Vi har en moderne tilgang til smørrebrød, og vi vil gerne rykke nogle grænser. For eksempel skal det være naturskånsomt fanget fisk, vi bruger, og helst ikke noget, der er trawlet,« siger Christian Hoffmann, som fortæller, at han har taget tilgangen til råvarer og bæredygtighed med fra Almanak.
Samtidig er der også visse ligheder med Gemyse i forhold til de grønne indslag.
»Vi kommer til at have fisk, gris og forskelligt kød på menuen, men hoveddelen af alle retter tager afsæt i det grønne og i dyrevelfærd. Vi har også en grøn tilgang og en opfattelse af, at vi skal spise mindre kød,« siger Christian Hoffmann.
Han understreger desuden, at der vil være stor fokus på de skiftende sæsoner, men at KILDEN »ikke er en dogmatisk nordisk restaurant, så der vil også blive plads til trøfler, kammuslinger og caviar, når det giver mening«.
Aftenmenuen kommer til at bestå af en tre-, fem- og syvrettersmenu og indeholder både skaldyr, kød og grønt.
Gemyse og Divan 2
Den tidligere restaurant på stedet, Gemyse, var drevet af Nimb, som har flere spisesteder i Tivoli plus et 5-stjernet hotel, der vender ud mod forlystelsesparken. Inden da holdt den kendte restaurant Divan 2 til i lokalet. Den måtte dog dreje nøglen om i 2011.
»Der er en spændende historie med lokalerne – det stiller virkelig nogle krav. Og så ligger det i en smuk have, som vi glæder os til at blive en del af,« siger Christian Hoffmann.
I en pressemeddelelse uddyber Tivoli, at den nye restaurant vil kombinere »high-end-bistro« med Tivolisk »feel good-oplevelse«.
Mikkel Ustrup, som er senior director for Tivoli high end, peger desuden på, at den grønne linje fortsætter.
»Gemyse har været frontløber på det bæredygtige område og har skabt en åbning for det grønne og bæredygtige køkken i Tivoli. Nu er tiden kommet til at give stafetten videre, og vi er glade for at have fundet en ny samarbejdspartner, som kan tage det bæredygtige køkken i Tivoli til det næste niveau,« siger han.
Restaurant KILDEN åbner 31. marts – samme dag som Tivoli tager hul på forårssæsonen.