Kalvebod brygge er ligesom en omvendt westernkulisse, hvor man har valgt at vende den grimme side ind mod de tusindvis af sagesløse mennesker, der dagligt passerer de glædesberøvende og sjæleløse bygninger langs bryggen. Tænk, at København har ladet dette ske!

Men forvilder man sig ned til havnekajen, er det er alligevel håb og en lille reminder om, hvordan Kalvebod Brygge kunne have været, havde byudviklingen været placeret i kyndige hænder. Tænk engang.

Bag Ingeniørforenings duploklodshus, IDA, der ligger på havnefronten, gemmer der sig en pavillon på stolper, placeret på vandet.

Gnags til sild

Indretningen lugter lidt af provinscafé på Hey Ida, men fortvivl ej, for så snart man løfter blikket, ser ud over vandet, mærker de milde bølgeskvulp mod bygningens bærende stolper, og den veltillavede mad begynder at ankomme fra køkkenet, er det ingen sag at overse den, ja, lidt havecenteragtige indretning og overhøre det allestedsnærværende røvsyge provinsielle lydtapet af danske 80er-hits! Hvorfor skal man partout høre Gnags og Dodo, hver gang man vil sætte tænderne i en karrysild? Stands det!

Vi entrerede via gangbroen, og de effektive, ligefremme, men samtidig servicemindede tjenere var straks på pletten og placerede os med panoramaudsigt over havnen.

Spisesedlen er ikke videre omfattende. Seks klassiske stykker smørrebrød, alle til den sympatisk stykpris af 75 kroner, nogle få varme retter og en samlet servering med tre-fire småretter til 195 kroner.

Vi tog småretterne og to stykker smørrebrød.

Brandy note

Det hele ankom samlet sammen med vores to alkohollette øl (0,5 procent) fra Møn Bryggeri, der er ved at sætte nye standarder for god smag i alkohollave øl. Både Møn Magleby Klassik og Møn Damsholte IPA havde en afbalanceret smag og humlet bund som en normal øl.

Den lave alkoholprocent gav til gengæld plads til en snaps. Hey Ida har ikke den store snapseudvalg, men til gengæld har de et par gode, som for eksempel Bornholm No 2 Havtorn med flot kompleksitet, dild, skovbund og en let brandy-note, som alt i alt gik fremragende til smørret ved den pandestegte rødspætte, der nu stod dampende varm foran mig.

Fisken var frisk i smagen, perfekt stegt og havde bevaret saftigheden. Under den voluminøse filet lå en hjemmelavet remoulade med god syre og ovenpå et gavmildt bundt friske urter. Ikke så meget halløj, bare snorlige velsmag.

Min ledsager fik Hey Idas kartoffelmad, der var lidt mere innovativ end min spætte. Det flotte stykke bestod både af nye, velkogte kartofler, der var en anelse for køleskabskolde. De var garneret med hjemmelavede pivsprøde kartoffelchips, urter og hjemmelavet mayo. Det, der dog særligt fangende opmærksomheden, var en cirka 30 centimeter lang, papirstynd strimmel af rabarber, der kunstfærdigt slangende sig oven på kartoffelmaden. Ideen var god. Rabarberen tilførte en velkommen syre til det samlede smagsindtryk, desværre var strimlen flere steder sej og trak derfor oplevelsen mere ned end op.

Smørrebrødet var dog, på trods af rabarbermiséren, af høj kvalitet, men det, der nok ville få mig til at genbesøge Hey Ida, var »småretterne«, som faktisk var store nok til, at to personer kunne dele dem til frokost.

Brun sovs

Den første ret bestod af et halvt bryst af Gråsten-kylling med en intens klassisk brun sovs, baseret på en kraftig kyllingfond. Garnituren var en frisklavet agurkesalat og friskhøvlet peberrod. En enkel, men utroligt velsmagende servering, når den sidder lige i skabet som her, hvilket også vidnede om gedigent håndværk fra køkkenets side.

Anden tallerken var allehånde friske og – bedyrede man mig – lokale amagerkanske grøntsager i topkvalitet. De var nænsomt behandlet og vendt i velsmagende urtesmør. En vellykket grøntsagsanretning, der også havde gjort lykke på en københavnsk luksusbistro.

Tredje ret var mindre lokal, men en fin tomat, basilikum og burratasalat. Burraten var god med let bid og cremet smag. En ret, der gjorde, hvad den skulle, hverken mere eller mindre.

Sidste ret var perfekt behandlede grønne asparges, sprøde uden at være rå. Medfølgende var et smilende æg, igen den gode mayo og – igen – masser af urter, men dem kan man ikke få for mange af.

Vi var stopmætte, men tjeneren fortalte, at stedet – på grund af det tilknyttede konferencecenter – havde egen konditor, så vi måtte lige dele en dagens frugttærte, som denne dag var med jordbær.

Selve bærrene var friske med god syre/sødme balance, under dem en super frisk og afbalanceret vanilliecreme. Desværre virkede den smukke bund, baseret på en mørdejsbund, med (tror jeg) en kransekagedej, en anelse tør.

Vi sluttede af med to cortado på friskmalede bønner med både lækker syrlighed og ristet mørk bund i smagen.

Overordnet en rigtig god frokost med nogle få nemt korrigerbare svipsere. Lå Hey Ida i det centrale København, tror jeg de ville have umanerligt travlt. Og ikke bare, fordi kvaliteten er høj, men også på grund af stedets sympatiske priser. Vi ender på fire velfortjente stjerner med potentielt vokseværk.

Hey Ida
Kalvebod Brygge 31
1780 København