2 stjerner: Anmelderen gik ombord i desserten. Det skulle han aldrig have gjort. »Citronfromagen smagte af gris«

Fejlene er for store og grundlæggende til at komme op over de to stjerner på restaurant, der gerne vil være en uformel såkaldt nabokvarterrestaurant.

 
Se videoen og få et kig ind i køkkenet hos restaurant Pulpo. Video og foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sepia, nautil, bløddyr, pulpo, calamari, sømunk, blæksprutte.

Kært barn har mange navne, og jeg spiser dem alle med stor glæde, ottearmede såvel som tiarmede. Ikke bare fordi de er sunde, bæredygtige og alt andet end overfiskede (i danske farvande har vi for eksempel mindst 45 arter), men også og især fordi de smager bandsat godt.

Hvis de vel at mærke er behandlet med respekt og værdighed, og det vil i blækspruttens tilfælde sige, at de enten skal have kortvarige tæv på en grill eller også tilberedes i op mod 45 minutter. Alt derimellem resulterer i seje sprutter med en vekslende tekstur af elastik.

Men hvad kan gå galt, når man kalder sin restaurant for Pulpo?

Ceviche. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Beliggende på Amager Strandvej så tæt på stranden, at man kan lugte Øresund fra fortovsserveringen, er Pulpo en uformel såkaldt nabokvarterrestaurant – det skriver de i hvert fald selv på hjemmesiden. Denne septemberaften var det lidt råkoldt, så vi søgte indenfor i de lidt kønsløse lokaler, sådan som de ofte er i nybyggerier. Men så må personligheden komme på tallerkenen, tænkte vi, mens vi studerede menukortet, der er en blanding af retter fra Italien og Spanien med enkelte afstikkere til Sydamerika.

Blæksprutter, som Pulpo har hele to af på menuen, skulle der selvfølgelig til, men først trak vi spændingen lidt med en snacklignende omgang ibericoskinke og kantareltoast, på opfordring fra tjeneren tilsat et glas boblende spansk rosé-cava fra økologiske Castell de Fades (105 kroner), som ifølge vinkortet skulle være brut, altså tør.

Stozzapretti tartufo: Trøflerne smagte og duftede af så lidt, at vi mistænkte dem for at være fra glas. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Cavaen viste nu at være alt andet end brut, sødladen med smag af blommer, som vi lynhurtigt måtte rense ganen for med et glas koldt 1664-hvedeøl fra Kronenbourg (55 kroner), som Pulpo fører på fad. Øllen gik fint til vores kantareltoast – en af sæsonens dejlige spiser, om end 95 kroner for to små bruschettaer med hver seks svampe må siges at være en anelse pebret – og såmænd også til ibericoskinken, som vores spanske tjener ikke kunne fortælle meget om, men vi fik dog ud af ham, at den kom fra den velestimerede producent Casa de Alba.

Vi forsøgte at komme lidt olivenolie på fra den flaske, som stod på bordet, men den smagte af maskinolie og var harsk, sikkert fordi den havde stået for længe i solen. Heller ikke det forstod han, men til sidst blev flasken udskiftet til en ny, der med smag af nyslået græs stod perfekt til den i øvrigt udsøgte skinke. Men kalamiteterne fortsatte, da vi fik vores første sprutteret. Her var de små tiarmede blæksprutter dybstegte, men desværre i en ikke nyligt skiftet olie med smagsmæssige spor af stort set alt muligt andet, der havde været en tur i »ønskebrønden«. Men værre endnu: De kun lejlighedsvis sprøde sprutter havde fået for meget, og deres konsistens var dermed bekymrende tæt på elastik. Øv!

Langtidstilberedt brisket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Munden blev gudskelov hurtigt renset af vores næste ret, den peruanske ceviche, der for tiden er på hvert andet menukort, og forståeligt nok, for lavet med præcision er denne råmarinering af fisk i lime en fantastisk måde at fremhæve fiskens egen smag på. Her sandart i en mild, let og lækker »tigermælk« af limesaft, koriander og fiskens egen saft, tilsat chilipaste samt lidt crunch fra chulpemajs – og én af aftenens bedste retter. Den efterfulgtes af endnu en kold ret, nemlig aftenens anden blæksprutte. Her var de store arme af en ottearmet sprutte skåret i meget tynde skiver og blev som i nordvestspanske Galicien serveret med skiver af kartoffel, olivenolie og røget paprika. Desværre var de kogte sprutteskiver skåret så tyndt, at den ottearmede havde mistet ethvert bid og spor af smag. Dobbelt-øv!

Vi søgte trøst i det varme køkken, og nu skulle vi til Italien. For her stod den på præstekvælere, den aflange pasta fra Mellemitalien, lavet uden æg, for dem snuppede præsterne fra de fattige bønder, der så til gengæld håbede at selvsamme præster ville blive kvalt i de aflange pastaslanger, når de spiste dem. Her med en sauce lavet på farsen fra salsicciapølser samt skiver af sommertrøffel. Sidstnævnte smagte og duftede af så lidt, at vi mistænkte dem for at være fra glas, men pasta, pølse og sauce var virkelig velsmagende, og den revne parmesan på toppen af god kvalitet.

Et lille hop til det spanske, til »ris a la Valencia«, en nær fætter til paellaen, der egentlig skal laves med sticky rice, kokosmælk og chorizo. Her var risen kogt med hønsefond og blev serveret med artiskokker, zucchini og, så vidt jeg kunne smage, både chorizo og masser af tomat. Desværre var de medfølgende jomfruhummere også røget en tur i frituren, og her kan man tale om at gøre en af vore skønneste råvarer fortræd, for turen i den gamle fritureolie havde intet godt gjort for hverken smag eller konsistens.

Ris som i Valencia med lynstegte jomfruhummere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Vi havde delt alle retter denne aften og følte godt, at vi kunne dele endnu to af de større. Vi bestemte os dels for at prøve de sprødstegte kalvebrisler, serveret med smørtung kartoffelmos, mandler og skiver af umoden fersken, dels for den i 12 timer langtidstilberedte brisket – den særlige amerikanske oksekødsudskæring, som herhjemme ofte forveksles med spidsbryst, men som på amerikansk er en blanding af spidsbryst og tykbryst. Og amerikansk var den, forsikrede køkkenchefen, som lovede os halve portioner for 180 kroner stykket.

Brislerne først: De var tyndtskårne og gode, sprødstegte udenpå og bløde indvendig, med masser af smag, og fersknerne gav tiltrængt bid og syrligt modspil. Vores brisket kom med stegte kartofler og en udmærket pico de gallo med finthakkede rødløg, forårsløg, røde og grønne peberfrugter samt tomater i en blanding af olie og eddike. Men selve brisketkødet var desværre afgået ved døden efter den langvarige tilberedning, udtørret og sejt som ind i helvede, formentlig fordi temperaturen havde været for høj, og resultatet var simpelthen umuligt at tygge sig igennem. Tredobbelt øv!

Pulpo gallega: Desværre var de kogte sprutteskiver skåret så tyndt, at den ottearmede havde mistet ethvert bid og spor af smag Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Medspiseren gav op og fravalgte på stedet dessert. Jeg, der er mere pligtopfyldende, gik ombord i en dansk citronfromage med citronsorbet, og det skulle jeg aldrig have gjort. For kokken må have tabt husblassen ned i den lille portion citronfromage – mindst ti blade tænker jeg der må skulle til for at få citronfromagen til ligefrem at smage af gris.

Det er ærgerligt, for det ville være skønt med en hyggelig nabokvartersrestaurant på Amager med nede-på-jorden-mad, men så skal der altså strammes gevaldigt op i køkken og på gulv. Manglende skarphed gør, at Pulpo glider i olien. Der er absolut lyspunkter undervejs – skinke, ceviche, brisler og pasta – men fejlene er for store og grundlæggende til at løfte Pulpo op over de to stjerner.

Pulpo

Hvor: Amager Strandvej 82, 2300 København S, tlf. 30 20 72 43

Hvor meget: vin fra 270,- hovedretter 235,- firerettersmenu 445,-