Gaddafis fanger

I Muammar Gaddafis private olie- og slyngelstat Libyen udspiller sig et drama med store menneskelige konsekvenser.

De bulgarske sygeplejersker og den ene palæstinensiske læge, der på et meget løst grundlag stod anklaget for at have spredt AIDS til libyske børn og allerede har siddet bag tremmer i mere end syv år, undgår sandsynligvis dødsstraf, men risikerer at skulle tilbringe resten af deres liv i libysk fængsel. Bag den aparte og skræmmende retssag står en udholdende diktator, der i ly af den fastlåste militære og politiske situation i Irak har fået lov til at passe sig selv og nu spiller med musklerne på trods af sin nærmest tegneserieagtige fremtoning.

Der er dog absolut ingen grund til at tage fejl af en type som Gaddafi, der til sin dødsdag vil bruge ethvert middel til at tilrane sig og sine mere magt og velstand. Al tilgængelig information peger således på, at diktatoren i Tripoli håber på en dag at kunne udveksle fangerne med en fremtidig check fra EU eller en af de internationale fonde, der støtter samarbejdet mellem Europa og Middelhavsregionen. De bebudede fængselsdomme tjener tydeligvis et politisk formål, hvilket netop er diktaturets vandmærke. Det enkelte menneske er intet; alt drejer sig om diktaturstatens ve og vel. Alting er til salg, og det billigste er princippet om en retfærdig rettergang. Gid Gaddafi ikke fandtes. Gid regimet faldt om og de menige libyerne greb magten. Gid Vesten ikke sværmede om de store forekomster af gas og olie i landets undergrund.