Gaddafi stadig en gangster

Midt i glæden over at fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge efter behændigt diplomatisk arbejde er sluppet ud af mere end otte års helvede som dødsdømte fanger i Muammar Gaddafis Libyen, er der grund til at være bekymret.

I snart fyrre år har Libyen været regeret af en enevældig despot, og enhver tendens i retning af parlamentarisk demokrati har været udelukket. Libyen er og bliver et socialistisk militærdiktatur af den type, som var almindelig rundt om i verden før kommunismens sammenbrud. Og Gaddafi har oven i købet været en af de værste politiske slyngler i det slette selskab.

Alene sagsforløbet fra anholdelsen af de bulgarske sygeplejersker i 1999 til deres frigivelse forleden viser, at Libyen ikke er et land, civiliserede nationer uden videre bør lukke ind i varmen. Men storpolitik er et kynisk magtspil, og for en stribe EU-lande langs Middelhavet er det af vital betydning, at forholdet til Libyen normaliseres i en sådan grad, at de får mulighed for at importere olie og naturgas, og som sidegevinst får standset den massive illegale indvandring fra Afrika til Europa. De forhold kender begge parter, og Gaddafi forstår at udnytte dem til det yderste. Men han har imidlertid også behov for vestlige investeringer til udvikling af sit tilbagestående land, og derfor må det være et krav, at han i det videre spil kommer under voldsomt politisk pres fra EU og USA. Der er i den grad brug for en ny kurs i Libyen, og indtil det modsatte er bevist, må man stadig betragte Gaddafi som en gangster, der har overlevet fra en svunden tid.