Frihed gør forskellen

Cubas fattigdom er ikke - som David Trads påstår - et resultat af den amerikanske embargo. Årsagen skal findes etandet sted: i snart et halvt århundrede med den planøkonomi, som Trads hylder som løsningen. Økonomisk frihed er det bedste middel mod lav levestandard, stagnation og konflikter.

TEGNING: CLAUS BIGUM Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

David Trads forsvarede i sin kronik om Che Guevara (5.9.) denne morder som en helt, og han gjorde sig, i hvert fald mellem linierne, til talsmand for, at vold mod uskyldige kan være acceptabelt nok, når det tjener den rette sag. Omvendt bebrejdede Trads USAs handelsembargo mod Cuba for at være skyld i den lave levestandard »som lige siden har været med til svække levefoden for den enkelte cubaner«. Trads omtaler pudsigt nok samtidig Cuba som »et af de mest velstående latinamerikanske lande«. Det må være efter et hidtil ukendt mål, for faktum er, at cubanerne i dag har en ekstremt lav levestandard. BNP per indbygger er på ca. 3.000 dollar (2004), når der tages højde for købekraft; det er lidt mere end Nicaraguas og på niveau med Honduras', men kun omtrent 60 pct. af El Salvadors, 40 pct. af Panamas, en tredjedel af Costa Ricas og Mexicos, og kun en sjettedel af Puerto Ricos.

Der er næppe tvivl om, at USAs embargo, ligesom alle handelshindringer generelt er, har været skadelig - for cubanerne og for de andre i verden, som gerne ville handle med dem. Men der er næppe heller tvivl om, at embargoen ikke virker særlig godt: Man behøver kun en kort turistvisit for at kunne konstatere, at landet har masser af udenlandske varer (sågar amerikanske), men importeret via tredjelande, især i Latinamerika, og næsten udelukkende til salg gennem statsbutikker for hård valuta, til turister og til den socialistiske overklasse. Endnu væsentligere er det, at embargoen næppe har haft den store betydning for, at Cuba i dag er så fattigt, som landet er.

Årsagen til Cubas fattigdom skal snarere findes et andet sted: i snart et halvt århundrede med den planøkonomi, som Trads hylder som løsningen. Det blev om noget dokumenteret så sent som torsdag i denne uge, da den nye, årlige rapport »Economic Freedom of the World« blev udsendt, og med tænketanken CEPOS som den danske partner. Rapporten, der udarbejdes hvert år i et samarbejde mellem mere end 60 institutioner i 69 lande, indeholder systematiske analyser af udviklingen i den statslige indblanding i samfundsøkonomien i alverdens lande. Dette års udgave indeholder data og analyser for 127 lande, som måles på omfanget af deres offentlige sektor (inkl. skatter), beskyttelsen af privat ejendomsret, frihandel, pengepolitik og regulering af kreditvæsen, arbejdsmarked og erhvervsliv.

Cuba er ikke med i rapporten, og det er Nordkorea heller ikke - i begge tilfælde fordi der simpelthen ikke er pålidelige nøgletal for disse, de to sidste stalinistiske diktaturer i verden.

Der er imidlertid ingen grund til at tvivle på, at problemet med Cubas fattigdom er det samme som med alle andre mere eller mindre autoritært styrede planøkonomier: at manglen på økonomisk frihed er en alvorlig hæmsko på borgernes muligheder for og lyst til at arbejde, investere og uddanne sig. Det er derfor, at de privatdrevne småbutikker på Cuba blomstrer, mens de statslige virksomheder er ineffektive og fyldt med over- og fejluddannet arbejdskraft.I sin kronik fik Trads fremsat en farverig formulering om, at »Ekstrem fattigdom er desværre de frie markedskræfters onde fætter«. Det lyder godt, men det er desværre for Trads - og heldigvis for hundrede af millioner mennesker fattige verden over - ikke tilfældet.

For det første viser dette års økonomiske frihedsindeks, at der er en endog meget synlig sammenhæng mellem frihed og levestandard: Den femtedel af verdens lande, som har mest økonomisk frihed (lande som Hong Kong, Singapore, New Zealand, Schweiz og USA), havde i 2003 et gennemsnitligt BNP per indbygger på 25.062 dollar. Til sammenligning har den femtedel af verdens lande med mindst økonomisk frihed (f.eks. Guinea-Bissau, Demokratiske Republik Congo, Venezuela, Zimbabwe og Myanmar) et gennemsnitligt BNP per indbygger på 2.409 dollar.

Tror man, at dette er anekdotiske eksempler, kan man regne på tallene. Så får man en meget klar, positiv og statistisk signifikant sammenhæng mellem, hvor fri et lands økonomi er, og hvor velstående det pågældende land er (målt som BNP per indbygger i dollar, der er justeret for forskelle i købekraft). Mere markedsøkonomi går hånd i hånd med højere velstand; mere planøkonomi med større fattigdom. Lidt groft sagt kan man sige: for hvert punkt på indeksets 10-punkts skala man øger et lands økonomiske frihed, vil tendensen være, at landets indbyggeres indkomster stiger med ca. 7.000 dollar. Tager man andre forhold med i betragtning (uddannelsesniveau, investeringer, osv.), falder betydningen noget, men økonomisk frihed forbliver en stærk og positiv faktor, når man skal forklare, hvor velhavende et land er.

Men, ville Trads og andre måske sige, »gennemsnitstal siger jo intet om fordelingen - måske de fleste penge går i de riges lommer«. Det er en mulighed, men det er ikke generelt billedet: Frihedsindekset viser ganske klart, at mere markedsøkonomi - alt andet lige - går hånd i hånd med bedre forhold for de fattigste. I den femtedel af verdens lande med de mest frie økonomier var den gennemsnitlige indkomst for de 10 pct. fattigste i 2003 på 6.451 dollar; i den femtedel af landene med mindst frie økonomier var den gennemsnitlige indkomst for de 10 pct. fattigste på 1.185 USD.

Men, vil Trads og hans fæller sikkert sige: »Penge er jo ikke alt«. Det er sandt, men når man taler levestandard er indkomster dog meget væsentlige - ikke mindst når de er små. Men derudover er det som regel de fattigste grupper, der tillige er dem, der er mest ramt af f.eks. ledighed og hårde arbejds- og leveforhold, som forkorter deres levealder, og også her er der tydeligvis tale om, at økonomisk frihed giver positive velstandseffekter for de fattigste: I den mest frie femtedel af verdens lande var ledigheden i 2003 gennemsnitligt på 5,2 pct., mens den i den mindst frie femtedel gennemsnitligt var på 13 pct. I de mest frie lande var den forventede levetid i 2003 på 77,7 år, mens den i de mindst frie lande var på 52,5 år.

Når nu markedsøkonomi og velstand tilsyneladende går hånd i hånd, kunne det naturligvis også skyldes, at lande, som i forvejen er rige, vælger at liberalisere deres økonomier - eller at sammenfaldet af de to ting skyldes noget helt andet.

En statistisk analyse af frihedsindeksets data viser imidlertid igen, at sammenhængen er klar: Mere markedsøkonomi leder til højere økonomisk vækst, og de fleste andre mulige forklaringer bliver endog uvigtige, når man forsøger at tage dem med i analyserne.

Som om det ikke var nok, viser dette års udgave af det økonomiske frihedsindeks tillige en tredje ting: At stor økonomisk frihed også er et effektivt middel imod voldelige konflikter imellem lande.

Historisk har man blandt forskere talt om, at det var demokrati, der var fredsskabende, mens man på venstrefløjen decideret har set kapitalisme som lig med imperialisme og krig. Frihedsindeksets statistiske analyse viser imidlertid, at graden af økonomisk frihed har en effekt med hensyn til at reducere voldelige konflikter mellem lande, som er ca. 50 gange større end graden af demokrati.

Mere markedsorienterede lande går simpelthen sjældnere i krig mod andre lande, mens mere blandings- og planøkonomiske gør det hyppigere. Specifikt har lande med beskeden økonomisk frihed gennemsnitligt 14 gange større tendens til at være engageret i konflikter end de mest markedsøkonomiske lande. Det resultat holder også, når man kontrollerer for andre mulige forklaringer. Årsagen er formodentlig, at det for et land med en veludviklet økonomi langt bedre kan betale sig at handle sig til andre landes varer end at erobre disse og stjæle dem.

Markedsøkonomi er med andre ord - uanset hvad stalinisten og maoisten Che Guevara troede - ikke problemet men derimod løsningen på problemerne. Læs undersøgelsen på

www.cepos.dk/frihedtKronikken i morgen:

»Vand hinandens kameler«, skriver biskop Elisabeth Dons Christensen i vores ægteskabsserie.Kronikker kan også læses på

www.berlingske.dk/kronikkerMarkedsøkonomi er med andre

ord - uanset hvad stalinisten og maoisten Che Guevara troede -

ikke problemet men derimod

løsningen på problemerne.