Fremtidens Beethoven?

Mozart registrerer verden, som den er. Beethoven beretter om verden, som den burde være. Det mener i hvert fald den 27-årige amerikanske pianist Jonathan Biss, der, hvad enten han skriver eller spiller, forener det intellektuelt klartsynede med det stilfærdigt glødende. Således også på sin nye Beethoven-CD, hvor han – udover egne velskrevne covernoter – byder på et program, der spænder fra komponistens ungdommeligt-teatralske »Pathétique«-sonate til de elysæiske marker i opus 109. Samtlige fortolkninger er præget af pianistens krystalklare, til det pertentlige grænsende klaverspil med dets beherskede brug af pedal, minutiøst udregnede tempoforskelle og subtile skruen op og ned for lydstyrken, og det er vanvittigt sikkert gjort. Men det er også tydeligt, at Jonathan Biss, frem for at lægge sin egen vilje ned over noderne, foretrækker at agere respektfuld videreformidler af Beethovens i sig selv kolossalt viljesbetonede musik, og om man synes, at dét er fedt eller ej, afhænger nok af ørerne, der hører. I hvert fald er Biss’ ydmygt virtuose approach et markant opgør med gængse romantiske klicheer om det tyske geni. Tankevækkende og umulig at ignorere. Er det sådan, fremtidens Beethoven skal lyde?