Citroëns ingeniører må være stået tidligt op, da de skabte C4 Picasso. Hvor forgængeren er en ordinær mpv, sprudler afløseren af så meget nytænkning, at den endelig lever op til sit forpligtende efternavn.
Listen over lyse indfald er respektindgydende. Vi nævner i flæng: Forruden, der fortsætter op i taget og skaber indtryk af at sidde i det fri. Blænder solen, trækker man en dobbelt solskærm ned fra loftet. Ratnavet, der sidder fast, så knapperne til radio og mobiltelefon altid befinder sig samme sted. Opbevaringsrum til alt fra flasker til håndtasker. Vinklede vinduesstolper, der formindsker den blinde vinkel fremad. Indbyggede og solide flyborde til børnene på bagsædet. Fem separate bagsæder, der kan dupere en mester i japansk origami-foldekunst: Træk i et håndtag og sædet vipper op, mens stolen samtidig kører frem for at lette adgangen til tredje række. Træk i en strop, og hele sædet forsvinder ned i gulvet. Træk i en anden strop, og de bagerste stole popper op af gulvet i én bevægelse.
Mageløst. C4 Picasso er så fleksibel og omstillingsparat som kun en beskæftigelsesminister kan drømme om. Og det bliver bedre endnu. Med en kørestilling, der er den bedste Citroën nogensinde har budt deres fans i det høje nord. En 1,8 basismotor der tror, den er på to liter og sætter fart i hele familien med både bundtræk og en kernesund lyd. Og ikke mindst en affjedring, der blævrer som den blødeste budding over ujævnheder, men strammer sig an, straks vejen slår et sving.
C4 Picasso kan som ingen af sine konkurrenter kunsten at kombinere tårnhøj komfort med vejgreb, når det gælder. Gennem Jyllands-Ringens keglebane er den franske flyder forbløffende nok hurtigere end den ellers atletiske Ford S-Max. Går det galt, er der syv airbags og fem stjerner i Euro NCAPs crashtest at falde tilbage på.
Der er krummer i det her franskbrød. Men også et par småsten, for C4 Picasso ville ikke være tidens mest Citroënske Citroën, hvis den ikke bød på et par frankofile fornærmelser. Som afviserstilken, der virker som om den konstant er på nippet til at knække. Koblingen, der rusker. Gearskiftet, der ofte skal tvinges i hak. Store sidespejle, der skaber en hørbar resonans ved motorvejsfart. Bremserne, der forveksler let tråd med fuldt stop. Og især et instrumentlayout, der minder om Pablo Picassos mest surrealistiske værker: Lamper, instrumenter og knapper er spredt hid og did i et væld af forskellige former og farver. Placeringen af ventilationsanlægget til venstre for rattet er direkte tåbelig for alle andre end venstrehåndede. Og hvad laver temperaturvælgeren for højre side helt ovre ved passagerens dør, hvor chaufføren ikke kan nå den?
Gode spørgsmål, som man helt glemmer at få svar på, når man ser prisen: Inklusive aircondition koster C4 Picasso 290.000 kroner. Med alt i udstyr, en stærk og nøjsom 1,6 liters dieselmotor og det langsomme, men behagelige E6G automatgear, kan prisen stadig holdes på 350.000 kroner. Kontante argumenter for en velskabt mpv, der i positiv forstand ikke er som de andre, og fremstår som den fineste Citroën i mange år.
Eneste betænkelighed går på, om Citroën endelig har fået has på de elektroniske problemer og banale småfejl, der tilsyneladende forfølger mærket? Vores råd: Køb en serviceaftale, der garderer mod ubehagelige overraskelser. Man køber jo heller ikke en Picasso uden at sikre sig, at det er ægte kunst.
