Ole Michelsen er lige dele Frederiksberg og Paris. Som jeg møder ham på Vesterbrogade nogle dage efter interviewet, er han indbegrebet af en elegantier. Iført en beige frakke, et blåt silketørklæde og skindhandsker. Hatten, han igennem 17 år med filmmagasinet Bogart er blevet så kendt for, har han dog ikke på. Det er en flanør på sin rute. På vej i biografen. Klokken er kvart over to en lørdag eftermiddag, og han kan lige nå en 14.30-forestilling i Metropol.
Filmanmelderen, forfatteren, kulturjournalisten og den nu ædru alkoholiker, Ole Michelsen, bor på Frederiksberg og har gjort det hele sit liv, når man fraregner de fem år, han som ung spenderede i Paris. Faktisk kan man sige, at han bor så tæt på Paris, som man kan komme i København. I aksen mellem Frederiksberg Allé, der med sin brostensbelægning og de store, slanke lindetræer kaldes Nordens Champs Elysées, og Værnedamsvej, hvis mange små, eksklusive butikker giver mindelser om Paris’ berømte handelsgade Rue Mouffetard.
»Jeg elsker den stemning, der er her. Jeg kan bruge timer på at gå og nyde grøntforretningerne, de små caféer, det liv, der udspiller sig, det med at man er ude på fortovene hele sommeren. Det er en vigtig del af mit liv. Og den snak, man har med folk, man kender overfladisk, holder jeg meget af,« siger Ole Michelsen, da jeg møder ham i lejligheden på Sankt Thomas Allé. Han har lavet stempelkaffe. En columbiansk blanding, han lige har været nede at købe i Emmerys på Vesterbrogade, fortæller han, mens han skummer mælk på espressomaskinen i det lille køkken med udsigt til villaerne på Hauchsvej.
Ole Michelsen indskyder, at det lyder som en jysk hjemstavnsroman, når han fortæller, at han bor et stenkast fra sit barndomshjem på Gammel Kongevej 140. »Men det gør jeg altså. Jeg har været ude – i Paris – men jeg bor her og har altid elsket København,« siger den 67-årige Ole Michelsen.
Han blev født den 4. april 1940 til fem dage i frihed, som den amerikanske forfatter Ron Kovic, der skrev forlægget til Oliver Stones film »Born on the fourth of July«, engang sagde til ham. Det var en tidlig barndom præget af den tyske besættelse og den triste, mismodige stemning, den gav.
»Vi led ikke, vi havde det sgu udmærket, men det var jo ikke sprudlende eller særlig sjovt. Man mødte hele tiden de der tyskere, som man fik besked på, at man skulle gå i en stor bue udenom,« husker Ole Michelsen.
Fornemmelsen af de bleggule sporvogne, der var en væsentlig del af gadebilledet i datidens København, står også klart i Ole Michelsens erindring. »Jeg hadede at køre i sporvogn, for de var altid overfyldte, og folk var iført tunge tweedfrakker. Gamle beskidte frakker, der stank af kul og koks og sved. Jeg var en lille dreng – jeg er jo stadig ikke særlig stor – men jeg blev altid klemt inde mellem nogle gigantiske røve i sporvognen,« siger Ole Michelsen og griner.
Han gik på Rahbekskolen på kanten mellem Frederiksberg og Vesterbro. Og selvom der ikke var mange penge i barndomshjemmet, fornemmede man alligevel forskellen på Frederiksberg og Vesterbro.
»Man mærkede det i påklædningen, og ved at det var små kvarterer. Mine legekammerater boede jo få hundrede meter fra mig. Man havde ikke legekammerater på ydre Vesterbro, det var stort set utænkeligt,« siger Ole Michelsen. Men der var nu ikke nogen af børnene, som så for godt ud, som Ole Michelsen husker det.
»Vi gik rundt i plusfour-bukser og strikkede strømper, der faldt ned hele tiden. Det så ud ad helvede til, og huller i røven havde vi også. I klasselokalerne var der en mærkelig lugt af ostemadder og fodsved. Lærerne så også mærkelige ud. De havde tabt det meste af frokosten ned ad den sorte vest, de var iført, og asken fra cerutten sad på reversen af den luvslidte jakke«. Ole Michelsen ser det for sig. Når han fortæller om sit liv, er det med det samme sproglige overskud, som da han udlagde filmplot for seerne i Bogart. Stemmen er tydelig og ordene præcise, og man fornemmer, hvordan han nyder at bruge sproget til at lege med og smage på et ord som »luvslidt«.
Barndommen var også en forbuddenes tid i Ole Michelsens erindring. Det var forbudt at spille bold i gården, forbudt at træde på græsset, og alle voksne fra forældrene til viceværten var autoriteter. I gården bag huset på Gammel Kongevej legede børnene dog i cykelskurene og i kældrene. Hang i tørrestativerne eller skød med flitsbuer. De voksne nød en slags diskret samvær på bænkene i gården, som Ole Michelsen udtrykker det. På Frederiksberg var der nemlig så meget lys og luft, at man ikke behøvede at flygte ud af byen, som baggårdsfamilierne i brokvartererne var nødt til.
Ole Michelsens passion for film begyndte tidligt. Som halvstor knægt kunne det ske, at en fødselsdag kulminerede med en biograftur i Platan Bio på hjørnet af Platanvej og Vesterbrogade.
»Det var fede sager dengang,« griner han: »Vi så »Den blodrøde pirat« og sådan noget. Det, jeg allerhelst ville se, var Gøg og Gokke og den slags. Der startede min filminteresse. Det var ikke franske eksistentialistiske film, det var amerikanske komedier. Jeg elskede Chaplin, Gøg og Gokke, Buster Keaton og ikke mindst Marx Brothers. Den voldsomme fysiske komedie. Og det holder jeg altså stadig meget af,« bedyrer Ole Michelsen.
I gymnasietiden på Sct. Jørgens Gymnasium blev Ole Michelsen grebet af skoleteater og begyndte at høre jazzmusik hjemme på den optrækkelige grammofon sammen med vennerne, når de havde fri.
»Det er her, det begynder at blive sjovt, og vi kommer ud af den beklemthed, der havde været hidtil. Vi kommer i gymnasiet, og vi bliver…nej, alvorligt bliver vi sgu ikke taget, men vi bliver mere markante, selvstændige, større fysisk og får bedre cykler,« siger Ole Michelsen for at indikere, at de begrænsede cirkler på Frederiksberg blev udvidet i både mental og helt konkret forstand i takt med, at han lærte engelsk og fransk, begyndte at lytte til jazz, som på det tidspunkt stadig var undergrund, og kunne cykle længere væk for at besøge kammerater.
Jazzen er stadig et vigtigt element i Ole Michelsens liv. Han har adskillelige hyldemeter cd’er på reolen i lejligheden. For tiden er det blandt andre den italienske pianist, Enrico Pieranunzi, der optager ham.
»Havde jeg haft talentet til det, så havde jeg været jazzmusiker. Det, tror jeg nok, er noget af det bedste, jeg kunne forestille mig i denne verden,« fortæller Ole Michelsen.
Derfor var det også lidt af en åbenbaring, da nogle af verdens bedste, sorte jazz-musikere kom til København og boede her fra begyndelsen af 1960erne, fordi de ikke kunne få lov til at spille i datidens racediskriminerende USA. Koryfæer som Dexter Gordon og Ben Webster sugede Ole Michelsen til sig på det legendariske spillested Montmartre i Store Regnegade, hvor han ofte stod i kø for at komme ind.
»Jeg husker det som et røgfyldt lokale med mange mænd i islandske sweatere og meget store skæg og kvinder, der efter dagens målestok så noget mærkelige ud. De var ikke særlig smarte eller fikse. De lignede en bande skolelærere alle sammen, og der var mange fløjlsjakker og lange læggede nederdele i bedste fald. Der var øl og høj stemning og en nærhed uden lige, for man var så tæt på de spillende, og der var jo ingen form for forstærkning.«
I samme periode, da Ole Michelsen var i starten af tyverne og netop havde droppet sit studie i dansk og fransk på Københavns Universitet, blev han væltet af den såkaldte nye bølge med franske banebrydende filmmagere som Jean-Luc Godard og François Truffaut. Stedet var Carlton Biografen på Vesterbrogade.
»Det var det hotteste af det hotte. Der kan man snakke om en københavnerbegivenhed. Det var fremmedartet og eksotisk og meget nutidigt. Vi var blevet trætte af de der ridderhistorier og cowboyfilm fra Amerika. Det reagerede vi imod. Styrken i den franske bølge var, at de foregik her og nu og blandt vores jævnaldrende. Det var fantastisk; det var sluppy med kameraet på skulderen og ud at filme levende mennesker.« Han begyndte at anmelde film for Ekstra Bladet og kom til at kende mange i filmmiljøet.
Ole Michelsen er vild med film, og selvom det i dag er fem år siden, han stoppede med at anmelde film i Bogart, er København for ham stadig meget forbundet med biograferne.
»Jeg går uanstændigt meget i biografen,« indrømmer Ole Michelsen med et grin og fortæller, at han godt kan se helt op til tre film på én dag. Han har sin rute, som han tager til fods.
»Jeg kan næsten sige punkterne ind mod byen. Det hedder Vester Vov Vov på min højre hånd, når jeg går ind mod byen ad Vesterbrogade. Næste stop – og nogle gange er det på samme dag, det sker – er Metropol. Og så kan jeg, hvis jeg har lyst, smutte til venstre og tage Imperial og Dagmar eller gå længere ind mod byen i Gloria og Grand. Så København for mig er meget glæden ved biograferne.«
Også i lejligheden kan man spore Ole Michelsens filmglæde. I gangen hænger et sort/hvidt billede af Humphrey Bogart med en cigaret i munden. Det var det billede, som åbnede og lukkede Ole Michelsens filmprogrammer, mens »As Time Goes By« lød fra flyglet, som en reference til filmen »Casablanca«, og hattene rullede over skærmen. I hjørnet af den ene af de to stuer, der ligger ensuite, står en stumtjener med Ole Michelsens betydelige samling af hatte.
Både den nye franske bølge og jazzmusikken satte gang i København, som Ole Michelsen oplevede byen i 1960erne.
»København begyndte at vokse indefra på grund af presset udefra. Det var USA i den ene ende og Frankrig i den anden. Så kan det næsten ikke blive bedre på det tidspunkt. Hvor det tidligere havde været Tyskland, sparsommelighed og mangel på det ene og det andet, opstår overskuddet pludselig,« siger han. Drømmen om selv at lave film og forelskelsen i Frankrig fik dog den 25-årige Ole Michelsen til at forlade København for at prøve drømmen af i Paris.
I fem år fra 1965 til 1970 var Ole Michelsen derfor væk fra København. At blive instruktør droppede han til gengæld hurtigt og begyndte i stedet at arbejde som kulturjournalist for forskellige danske aviser og Danmarks Radio.
Det var også DR, Ole Michelsen vendte tilbage til, da han kom hjem fra Paris som 30-årig enkemand og far til den lille datter, Trine, efter hans kone var blevet dræbt i en trafikulykke. En tragisk begivenhed, der selvfølgelig kom til at hvile som en tung skygge over de næste mange år af Ole Michelsens liv.
Han flyttede ind i en lille lejlighed på ydre Frederiksberg, men brugte mest tid i Radiohuset på Rosenørns Allé. Han var ansat i Danmarks Radios kulturafdeling, som på det tidspunkt var avantgarden inden for dansk kulturliv. Det var her det skete, som Ole Michelsen udtrykker det.
»Man kan sige: Hvorfor gik du ikke andre steder hen? Men det var nok et så kreativt miljø, at det var rigeligt til mig at være i den verden der. Hele verden passerede revy – der blev lavet rockprogrammer og analyser af det franske og det amerikanske ungdomsoprør i en pærevælling. Vi var med på det hele og forsøgte at forstå, hvad der foregik,« siger han. Også selve arkitekturen i Vilhelm Lauritzens funktionalistiske Radiohus betød meget for Ole Michelsen.
»Det er jo smukke rum, og arkitektur påvirker folk, påvirker sjælen. Hvad jeg elskede ved Radiohuset – og jeg mener virkelig elskede – det var, at nede i stueetagen, var der altid gang i en eller anden spændende radioteaterforestilling. Der gik eliten af danske skuespillere ind og ud af døren og sad i kantinen og drak kaffe mellem optagelserne. Og nede i den anden ende sad det vidunderlige symfoniorkester – hundrede mand,« siger Ole Michelsen og fortsætter:
»Jeg tror ikke, jeg har oplevet så spændende en tid i DR som der i begyndelserne af 1970erne. Der var virkelig grøde i luften, alt kunne lade sig gøre, og der var ikke de urimelige krav om høje lytter- og seertal. Der var penge, og vi rejste rundt. Jeg rejste f.eks. sammen med Ib René til Hong Kong. Jeg husker det som en blomstrende tid,« siger Ole Michelsen.
Men det varede ikke ved. I slutningen af 1980erne begyndte det, Ole Michelsen betegner dødsruterne. Han gik stadig mere på værtshus omkring hjemmet på Brøndsteds Allé, en af de første sideveje til Vesterbrogade, når man kommer fra Valby Bakke. Det udviklede sig til decideret alkoholisme, men begyndte som en fest. Ole Michelsen fortæller, hvordan han gik på Café Robert og Café Frydendal, som i dag er den eksklusive restaurant Formel B på Vesterbrogade, Diplomaten og Vinstue 90 på Gammel Kongevej og Frederik VI på Frederiksberg Allé. Sidstnævnte var i øvrigt forfatteren og digteren Dan Turèlls stamværtshus. Og ham mødte Michelsen da også tit.
»Vi kunne stå og snakke om det der med, hvornår det er for meget – det var vi begge meget optagede af. Han havde en ide om, at han skulle drikke et vist kvantum og så op at skrive. Det var ud af døren og op at skrive. Kom der for meget inden for vesten, gik det galt. Det gik jeg også op i, men som alkoholiker kunne jeg ikke trække grænsen, det var rent abstrakt for mig. Derfor drikker jeg slet ikke mere,« siger Ole Michelsen, der i begyndelsen af 1990erne kæmpede hårdt for at komme sit alkoholproblem til livs. Det lykkedes først, da han kom på Minnesotakur. I dag hjælper Ole Michelsen selv andre med alkoholproblemer, han holder foredrag og går til møder hos anonyme alkoholikere. Dødsruterne er for længst afløst af biografruten og traveturene i Frederiksberg Have og Søndermarken.
Når man ser ham der spadserende på vej i biografen, ligner han en mand fra en anden tid. Fra dengang en mand altid gik med lang frakke og en hat, han høfligt løftede som hilsen på gaden. Ole Michelsen mener selv, at hans hang til den klassiske mode skyldes, at hans søster er modecreateur og modist. Men det generer ham ikke det mindste, at moden har ændret sig i København.
»Man kan sige: Hvad har jeg fået i stedet? Et blomsterflor af purunge piger. Jeg mener, byen blomstrer, og ungdommen…nej, de går ikke med blød hat, men de gør så meget andet, og pigerne er blevet flottere,« siger Ole Michelsen.
Ole Michelsen elsker det gamle København, som lever i hans erindring, men reaktionær er han ikke blevet.
»Jeg vil selvfølgelig gerne have, at nogle ting bliver bevaret, men jeg går ikke sådan vemodigt rundt og tænker på det, der er væk og blevet revet ned. Det, synes jeg ikke, der er grund til. Det er jo heller ikke en by, som er blevet ødelagt. Der er nogle tendenser frem og tilbage, men jeg synes stadigvæk, at København kan forsvares, og at her er godt at være.«
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
