Frank Jensens valgløfte i fare

Regeringsplan om loft over kommuernes byggerier kan spænde ben for overborgmesterens ambitiøse pasningsgaranti.

Københavns overborgmester Frank Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling

Københavns Kommune advarer nu regeringen imod at indføre et loft over kommunernes anlægsudgifter. Hovedstaden står i de kommende år over for et byggeboom af dimensioner, når overborgmester Frank Jensens (S) løfte om pasning inden for fire kilometer til alle 12-måneders børn skal realiseres. Ud over daginstitutioner bygges der også skoler og pasningstilbud som følge af et kraftigt stigende børnetal.

- Vi oplever en historisk vækst i børnetallet i København i disse år, og det vil være ødelæggende for vores udvikling, hvis regeringen ikke vil lade os bygge de nødvendige daginstitutionspladser og skoler til børnene. Det nytter ganske enkelt ikke, at regeringen vil forsøge at forhindre vores udvikling. Jeg mener, regeringen bør tænke sig om to gange, før de begynder at lægge flere bånd på kommunerne, siger Anne Vang (S), der er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.

Løfte om plads

I et interview i Berlingske Tidende få dage efter sin tiltrædelse i januar i år lovede Frank Jensen, at københavnske forældre senest om fire år skal have tilbud om en plads til deres barn i nærheden af familiens hjem, og at søskende kan få tilbud om plads i samme institution.

Frank Jensen tilføjede, at der ikke vil være nogen grund til at stemme på ham igen, hvis ikke han kan opfylde garantien. Løftet til børnefamilierne kom efter adskillige historier i den kommunale valgkamp om forældre, der måtte rejse igennem det meste af København for at få deres barn passet, fordi der i bestemte områder er byen er alvorlig mangel på pladser i forhold til børnetallet.

En opgørelse fra Københavns Børne-og Ungeforvaltning viste således, at der i en periode på flere måneder ville mangle 700 pladser til 0-2-årige børn inden for en afstand af fire kilometer fra familiens hjem.

Over 3.000 nye pladser

Københavns Borgerrepræsentation har vedtaget en ambitiøs plan for udbygning de kommende år, som Anne Vang frygter er i fare, hvis regeringen indfører loft over kommunernes anlægsudgifter. Samlet set skal der ifølge planen etableres 3.275 nye daginstitutionpladser, 120 klubpladser og 1.340 fritidshjemspladser i København i årene 2010-2012. Dertil kommer 18-19 nye klassespor i skolerne frem til 2014.

Frank Jensens garanti er et supplement til den lovfæstede pasningsgaranti, der sikrer forældrene plads til barnet - et eller andet sted i kommunen - når barnet er 30 uger. Men altså ikke nødvendigvis inden for fire kilometers cykelafstand.