Frank Jensen rydder bordet

Alle fire kandidater til overborgmesterposten i København har trukket deres kandidatur efter at Frank Jensen har meddelt, at han stiller op som overborgmester.

Foto: Keld Navntoft
Mindre en to timer efter at Berlingske Tidende kunne afsløre, at Frank Jensen stiller op til overborgmesterposten i København, har de hidtidige eneste interesserede i posten, meddelt at de trækker sig.

- Jeg var klar til at tage ansvaret som spidskandidat for partiet og som overborgmester, men jeg har hele tiden været rede til at trække mig, hvis en mere kendt og tungere socialdemokrat meldte sig. Det er nu sket, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Jakob Hougaard, der desuden påpeger, at han ”glæder til at samarbejde med en erfaren, men stadig relativ ung politiker, som hele partiet bakker op om.”

Lignende udmeldinger kommer fra partiets gruppeformand i København, Jesper Christensen, der siger, at han ”selvfølgelig ikke stiller op som overborgmester, nu hvor Frank Jensen er i spil.”

Fra outsideren Ikram Sawar lyder det:

- Jeg har hele tiden sagt, at jeg ville afvente og se, hvem der kommer på banen. Og nu hvor Frank Jensen har sagt ja til at kandidere, må vi alle bakke op om ham, siger han og fastslår, at han forventer at alle kredse bakker op om den nye kandidat, ”så vi kan undgå en urafstemning.”

Da også Anne Vang tidligere på dagen har meddelt, at hun ikke har tænkt sig at stille op imod Frank Jensen, lader det til, at den tidligere justitsminister bliver Socialdemokraternes spidskandidat uden kampvalg.

Frank Jensen selv ønsker fortsat ikke at kommentere sin kandidatur.