Frank Jensen afløser Ritt

Den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Frank Jensen skal afløse Ritt Bjerregaard som partiets kandidat til overborgmesterposten i København, erfarer Berlingske.dk.

Foto: Keld Navntoft
Det bliver Socialdemokraternes tidligere forsknings- og justitsminister Frank Jensen, der skal afløse Ritt Bjerregaard som Socialdemokraternes overborgmesterkandidat i København.

Berlingske.dk erfarer, at Frank Jensen, der anbefales af partiformand Helle Thorning-Schmidt og angiveligt også Ritt Bjerregaard, senere i dag vil takke ja til tilbuddet om at blive Socialdemokraternes bud på hovedstadens nye overborgmester.

Frank Jensen forlod ellers politik ved det seneste folketingsvalg, efter at han havde tabt et kampvalg mod Helle Thorning-Schmidt om at blive Socialdemokraternes formand.

Frank Jensen er i dag direktør i Danske Advokater og bor i København.

Frank Jensen kommer til at stå med en betydelig udfordring, hvis han skal vende Socialdemokraternes aktuelle dårlige position i København. Ifølge en måling, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende, vil blot 23 procent af Københavnerne stemme på Socialdemokraterne ved valget til Borgerrepræsentationen til november.

Det vil i givet fald betyde, at Socialdemokraterne blot vil være det næststørste parti på Københavns Rådhus, da SF stormer frem og står til at få hele 28 procent af stemmerne ved kommunalvalget i København. Målingen viser dog samtidig, at der generelt er større opbakning til en socialdemokratisk overborgmester end en overborgmester fra SF.

Frank Jensens kandidatur til overborgmesterposten kommer efter, at Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini i går meddelte, at hun ikke er interesseret i at afløse Ritt Bjerregaard som overborgmester.

Frank Jensen afviste for et par dage siden, at han var på vej til Københavns Rådhus, men den holdning har han nu revideret.