Fræk fransk knækflip

Mummespillet er slut. Efter hårdnakket at have benægtet planerne om en kort udgave af C4 Picasso går Citroën til bekendelse med de første officielle billeder af bilen.

C4 Picasso. Fold sammen
Læs mere

Fra front til og med forsæderne er den identisk med sin langbenede storesøster, der nu får det passende tilnavn Grand Picasso. Men herfra skifter C4 Picasso karakter. De tre separate bagsæder kan ganske vist også fældes sammen, men en kuperet hæk med skrå bagrude, vandrette baglygter samt et frækt knæk på de bagerste sideruder giver lillesøster et helt andet udtryk. Om det er fransk flip eller fremsyn, er en smagssag, men de dykkende sideruder forvandler bagsædet til et børneværelse med udsigt og tilfører C4 Picasso en snert af sport.

Sandsynligvis kan det også mærkes på køreegenskaberne, for akselafstanden er afkortet en smule, ligesom C4 Picasso er blevet 12 centimeter kortere end forlægget. Bredden på 183 centimeter og panoramaforruden er til gengæld bevaret, så der både er masser af albuerum og lys i kabinen. Kasserne med Beaujolais-vin bliver der også sagtens plads til: Bagagerummet sluger 500 liter med alle bagsæder i brug.

Som Grand Picasso giver nyheden valg mellem fire motorer: To benzin og to diesel, der kan leveres med manuelt, automatisk eller robot-gear.

Junior-udgaven af Picasso kommer til Danmark i løbet af foråret. Priserne er endnu ukendte, men 250.000 kroner burde række til basismodellen med 1,8 liters benzinmotor og 127 solidt arbejdende heste. I øvrigt fortrænger den nye, korte Picasso ikke den oprindelige fem-personers udgave. Ifølge fabrikken forbliver den rundryggede original i produktion helt frem til 2010. Herhjemme fås den fra 216.000 kroner.