Formueeksplosion hos de rige

Milliarderne fosser ind i landets største familieformuer. Berlingske Nyhedsmagasins årlige opgørelse af Danmarks Rigeste viser, at de 50 største formuer er vokset med 45 procent på et år. Samlet har formuerne rundet den halve billion kr. - næsten ubegribelige 555 mia. kr.

Der er fart på formueopbygningen i øjeblikket. De 50 største formuer løber nu op i intet mindre end 555 mia. kr. - et beløb så astronomisk, at skulle Danmarks rigeste have lyst til at lege mæcener i den store stil, er der plads til det. Broerne over Storebælt, Øresund, den planlagte over Femern Bælt og visionen om en Kattegatbro ville til sammen æde en beskeden sjettedel af deres enorme samlede formue.

De 555 mia. kr. er 45 procent eller 175 mia. kr. mere end for blot et år siden Samtidig er adgangskravet for at være med i top-50 øget. I 2005 rundede grænsen magiske 1 mia. kr., men nu er grænsen for at være med i den eksklusive klub 50, at familien har en formue på mindst 1,6 mia. kr. En stigning på 60 procent på to år.

For en gangs skyld er udviklingen blandt de største formuer ikke kun domineret af Mærsk Mc-Kinney Møller-formuen. Den er som altid landets klart største formue, og trods vanskelighederne for Maersk Line efter opkøbet af P&O Nedlloyd er formuevæksten alligevel på et anseligt tocifret milliardbeløb.

En håndfuld formuer i andet geled er også vokset med tocifrede milliardbeløb på bare et år. Det drejer sig om familierne Kann-Rasmussen og Kähler, der gennem virksomhederne VKR/Velux og Rockwool har udnyttet den høje aktivitet inden for byggeriet op internationalt plan. Herudover har familien Holch Povlsen profiteret kraftigt af tøjkoncernen Bestsellers internationale satsning. Og endelig har det vellykkede tournaround for Lego sendt familien Kirk Kristiansens formue i Lego og Kirkbi markant opad.

Se listen over Danmarks Rigeste i Berlingske Nyhedsmagasin fredag