Vitaly Petrov hastet hjem - faren dræbt af snigskytte

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vitaly Petrov skulle oprindeligt have været stewart under denne weekends Grand Prix i Portugal.

Men den 36-årige russer har måttet haste hjem, oplyser Formel 1.

»På grund af personlige omstændigheder, vil Vitaly Petrov ikke fortsætte med sine opgaver resten af weekenden. FIA's tanker går til Vitaly og hans familie i denne tid,« lyder den officielle udmelding.

Årsagen til det pludselige exit er, at hans far er blevet skuddræbt hjemme i Rusland. Det skriver det russiske medie 47 News, der har fået oplysningen bekræftet. Aleksandr Petrov, der er forretningsmand og politiker, blev skudt af en snigskytte udenfor sit hjem, der ligger i den russiske by Vyborg.

Det var angiveligt en vagt, der fandt ham liggende på fortovet hårdt såret, men selvom der hurtigt blev tilkaldt en ambulance, stod hans liv ikke til at redde.

Ifølge mediet blev Aleksandr Petrov ramt at ét dræbende skud, og drabet har sendt chokbølger gennem hele byen, som har svært ved at forstå, hvad der er sket.

Vitaly Petrov, der kørte Formel 1 fra 2010-2012 for Renault, Lotus og Caterham, var den første russer, der trådte ind på den store motorsportsscene, og han nåede at køre 57 løb.

Han har siden skiftet Formel 1 ud med andre løb, og han blev blandt andet nummer tre ved Le Mans i 2019.

Den 36-årige sportsstjerne har endnu ikke selv kommenteret på den tragiske hændelse, der ifølge de russiske medier fandt sted lørdag aften.

Årets Grand Prix var det første, hvor han fik lov til at være en del af stewart-gruppen på fire mennesker.

At han blev valgt medførte dog kritik, da han tidligere har kritiseret Lewis Hamiltons offentlige støtte til 'Black Lives Matter'-bevægelsen.

Fra FIA lød det dog, at de ikke havde nogle problemer med at bruge Petrov, da 'personlige holdninger ikke bliver taget med i betragtning, så længe de ikke bryder sportens regler eller kodeks.'