Straf kostede F1-håb sejren: 'Jeg vidste, jeg ville få en tidsstraf'

Christian Lundgaard leverede en kanonstart fra anden startposition, da han lørdag formiddag debuterede i Formel 3 i forbindelse med Spaniens Grand Prix.

Han tog føringen på vej ind i første sving, og dominerede resten af løbet på Circuit de Barcelona-Catalunya. Han krydsede målstregen et par sekunder foran Robert Schwarzman (Rusland), men blev alligevel kun klassificeret som nummer to.

Under en såkaldt ’virtuel safety-car periode’ midt i løbet sænkede han farten for sent. Umiddelbart en hård straf, for han tabte reelt tid til de følgende kørere under safety-car perioden. Men den 17-årige dansker tog skuffelsen med opret pande:

»Jeg vidste, at jeg ville få en tidsstraf, og prøvede mod slutningen at udbygge min føring så meget som muligt. Men jeg kunne ikke køre de fem sekunder hjem,« forklarede han.

Det nye Formel 3-mesterskab afvikles i sammenhæng med otte Formel 1-grandprixer. Serien skal uddanne fremtidens Formel 1-stjerner, og en række teams støtter de unge kørere.

Lundgaard er med i Renault Sport Academy, og ’kører’ allerede i teamets Formel 1-simulator.

Han skal i de kommende måneder også teste en af Renaults Formel 1-biler fra 2017. Schwarzman, der ’arvede’ sejren på Circuit de Barcelona-Catalunya, og Marcus Armstrong på tredjepladsen, er begge med i Ferraris talentprogram.

Lundgaard og resten af Formel 3-feltet kører løb igen søndag. Her starter de otte første fra lørdagens løb i omvendt rækkefølge; det vil sige danskeren holder i syvende position.