Magnussen i ekstase: Jubeldans og highfives

Sensationel femteplads i tidstagningen

Der var jubeldans, high-fives og kram hele vejen rundt, da Kevin Magnussen lørdag eftermiddag kom tilbage til Haas-mekanikerne efter kvalifikationen til Østrigs Grand Prix: Med femtebedste tid, kun et sekund efter pole position, havde danskeren leveret teamets bedste kvalifikation nogensinde.

Og det på en dag, der var startet som en katastrofe med en ødelagt gearkasse i den afsluttende FP3-træning. Alligevel satte Magnussen femtebedste tid på Red Bull Ring, 0,8 sekund efter verdensmesteren Lewis Hamilton i første startrække og næsten et halvt sekund hurtigere end teamkammerat Romain Grosjean på 11.-pladsen

»Jeg er superglad – og overrasket,« sagde han efter kvalifikationen til B.T.

»Det har virkelig været en rutsjebanetur i dag. Først med gearkassen, der brød sammen i formiddagstræningen, og så det mirakel gutterne i garagen præsterede ved alligevel at få min bil klar til kvalifikationen,« fortsatte danskeren.

»Det var et fantastisk arbejde, de leverede, for vi mangler et par af vores nøgle-mekanikere – én har fået en ankelskade og én har blindtarmsbetændelse.«

Kan ikke forklare super-omgangen

Magnussen var selv overrasket over femtepladsen.

»Bilen kom virkelig til live i mit sidste forsøg i Q3-kvalifikationen. Det hele virkede bare, men jeg kan ikke forklare hvorfor – du må spørge Pirelli,« sagde han med henvisning til de 2019-dæk, Haas og mange andre teams endnu ikke rigtig har ’forstået’.

Netop på grund af dækkene, der tidligere har sendt Haas-bilen ned gennem feltet i løbene, ved Magnussen ikke hvad han skal forvente af løbet.

»Jeg aner ikke, hvad jeg kan gøre i morgen (søndag). Jeg havde jo heller ingen anelse om, at det ville gå så godt i dag. Vi tager det, som det kommer.«

På grund af gearkasse-skiftet bliver Magnussen rykket fem placeringer tilbage, og han skal derfor starte på 10.-pladsen. Hans teamkammerat Romain Grosjean, der i denne weekend har overtaget det nyudviklede, hydrauliske baghjulsophæng Magnussen har kørt med de seneste to løbs-weekender, starter fra 11. position.

Charles Leclerc (Ferrari) starter fra pole position med Lewis Hamilton (Mercedes) ved siden af sig, mens Max Verstappen (Red Bull-Honda) og Valtteri Bottas (Mercedes) deler anden startrrække.