Forfejlet forslag til sproglov

Dansk Folkeparti, der har fremsat et patetisk forslag til en dansk sproglov, tror, at fronten i sprogkampen går ved skønlitteraturen. Det gør den ikke - den går dér, hvor presset er størst, nemlig på det faglitterære område. Dansk vil fortsætte med at tabe domæne efter domæne, indtil kulturpolitikerne besinder sig på virkeligheden.

For danskerne er dansk det betydeligste sprog i verden, for det er nu engang vores modersmål, men derudover er det vigtigt at udvide mulighederne for at vi kan lære sprog som engelsk, tysk, fransk, spansk, russisk, japansk og kinesisk. Det er ogsåønskeligt med mere undervisning i tyrkisk, arabisk, farsi og urdu, idet: »kendskab til disse sprog er en væsentlig resurse, og i en tid hvor stærke kræfter påvirker os i retning af mindre sproglig og kulturel variation, er det vigtigt at være opmærksom på værdien af sproglig mangfoldighed og at forsøge at fastholde denne mangfoldighed«.

Disse yderst fornuftige ord er hentet fra det forslag til en dansk sproglov, der blev fremsat af Dansk Folkeparti i december 2006 og som skal drøftes på et tværpolitisk møde 1. februar. Dansk Folkepartis forslag rummer en del principielle overvejelser, som for eksempel det netop anførte, men forslaget er også præget af store spring mellem overordnede betragtninger og små detaljer, hvoraf nogle slet ikke har med en egentlig sprogpolitik at gøre. Den patetiske tone, der præger forslaget, formår ikke at skjule, at det på mange måder er et meget overfladisk arbejde. For store deles vedkommende bygger det på symbolske værdier og luftig idealisme, frem for en stillingtagen til de udfordringer, der bydes af den konkrete virkelighed.

Udgangspunktet er den triste kendsgerning, at det danske sprog i disse år taber det ene domæne efter det andet. Store fagområder inden for erhvervsliv, naturvidenskab, medier og teknik kan efterhånden kun drøftes fyldestgørende ved hjælp af engelsk eller noget der ligner. Unge danskeres talesprog er i dag fyldt med engelske udtryk, ja selv de gamle danske bandeord er udskiftet med shit, piss, bitch og kick. I erhvervslivet myldrer det med sales managers, product managers, accountants og controllers. I damebladene kan man læse, at det er noget af et wake up call at få et barn, mens andre er singles og kan have en »ret heavy indre dialog kørende« om deres on and off forhold. På universiteterne er det i dag således, at omkring 80 procent af afhandlingerne fra de danske studerende på de samfunds- og naturvidenskabelige fakulteter er forfattet på engelsk, og tallet er stigende også inden for humaniora.

Denne afvikling af det danske sprog er at beklage, men det foreliggende forslag vil ikke virke efter hensigten. Det hænger blandt andet sammen med, at man ikke definerer konflikten præcist nok. Resultatet er, at sprogets værnere står iført den fulde nationale rustning, under vajende bannere og vældige proklamationer, parate til at møde den udenvælts fjende. Problemet er bare, at de står det forkerte sted. Det egentlige slag foregår nemlig helt andre steder, og på mange områder er det måske et slag, der er tabt. Det mener Dansk Folkeparti i det mindste, og man skyder endnu en gang skylden på nutiden og skriver, at »dette er modernitetens vilkår, hvor trangen til at være med og være på højde med omgivelserne er det fremherskende, og her kan ingen lovgiver stille noget op«. Sådan taler nederlagets mænd, og som modspil foreslår Dansk Folkeparti da også stort set kun regler og påbud. Ak, hvor fattigt!

En stor del af denne åndelige fattigdom skyldes uden tvivl, at man et langt stykke ad vejen bygger sit forslag på en betænkning, der blev udarbejdet af Dansk Sprognævn for et par år siden. Den hed »Sprog på spil, et udspil til en dansk sprogpolitik«, og den blev lavet for, at »dansk skal også i fremtiden være et komplet og samfundsbærende sprog som kan bruges til at udtrykke tanker og ideer om alle sider af tilværelsen«, men disse gode ord har desværre ikke haft den tilsigtede virkning. En af årsagerne er uden tvivl, at betænkningen havde store mangler i synet på det folkelige, og at den var præget af et forældet og indsnævret syn på, hvad litteratur er. Betænkningen definerede således litteratur som skønlitteratur, og det er en fatal mangel, ikke mindst når det gælder fronten mellem dansk og engelsk, for det er jo slet ikke der, forskydningerne foregår. De foregår derimod på det faglitterære område. Her kan man virkelig tale om, at engelsk erobrer det ene domæne efter det andet, til gengæld er det et område, der ikke har kulturpolitikernes store interesse. De tror vistnok stadigvæk, at det vigtigste felt for bevarelsen af det danske sprog er romaner og digte, men de tager fejl, og det er uden tvivl en af årsagerne til, at dansk kulturpolitik er værgeløs over for den engelske påvirkning.

En effektiv indsats for at forhindre yderligere domænetab for dansk sprog, bør naturligvis sætte ind der, hvor presset udefra er størst, og det er nu engang på det faglitterære område, men hverken betænkningen eller det aktuelle forslag lever op til denne udfordring. Hvad faglitteratur angår, anbefalede man, at danske forskere blev ansporet til at gøre mere ud af formidlingen af deres resultater på deres modersmål, og det måtte være en forudsætning, at der var danske tidsskrifter, hvori artikler kunne publiceres, men konkrete forslag til at bringe et bredt felt af formidlere i spil på dansk kom man ikke med. Folkene bag betænkningen agtede kort sagt ikke den folkelige formidling efter fortjeneste, måske kendte de den slet ikke, og denne mangelsyge slår igennem i Dansk Folkepartis aktuelle forslag til dansk sproglov, der et langt stykke ad vejen kopierer betænkningen. For eksempel anbefalede betænkningen, at det offentlige erhverver sig en licens på de digitale rettigheder til Den Store Danske Encyklopædi. Den kendte man. Den havde flere af ophavsmændene nemlig selv været med til at lave, og nu foreslår Dansk Folkeparti så det samme. Skal man sige tillykke, eller skal man begræde den åndelige sammenspisthed?

Dansk Folkeparti foreslår også, at vi lader os inspirere af Sverige. Fint nok, for i vore nordiske nabolande er de langt længere end vi er. Dog er udviklingen i Norge meget længere fremme end i Sverige. Sidste år udsendte det norske »Språkrådet« således en rapport med det formål at sikre, at det norske sprog fortsat kunne bruges på alle områder i samfundet, og rapporten lægger stor vægt på, at det er på det faglitterære område, kampen om sproget står. Skønlitteratur skrives fortsat på modersmålet, men en stigende del af den nye faglitteratur skrives og udgives på engelsk. Over for denne udfordring skriver nordmændene, at »det må være et vigtigt mål at skabe en litteraturpolitik der gør at norsksproglig faglitteratur kan konkurrere med den fremmedsprogede«, for det er i faglitteraturen »begreber udvikles og gøres alment tilgængelig, hvor systemer og metoder for analyse og formidling etableres, hvor argumentation om saglige forhold dyrkes og standarder for god diskussion etableres«. Tænk, hvis vi havde haft den samme bevidsthed i Danmark. Det har vi ikke. Trist nok.

De kulturpolitiske realiteter vidner om, hvor sørgeligt det i virkeligheden står til. Siden 2004, da betænkningen om dansk sprogpolitik blev færdig, er det således gået fra skidt til værre. Dette skyldes ikke blot moderniteten, således som Dansk Folkeparti vil have os til at ro, men også den førte politik. Regeringen har for eksempel fjernet portostøtten til danske fagblade og tidsskrifter, hvilket har medført en betragtelig bladdød i denne sektor, der ellers var karakteriseret ved, at man behandlede komplicerede faglige emner på et forståeligt dansk. Regeringen har endvidere fjernet millioner til oplysningsarbejde på dansk om u-landene, og folkebibliotekerne er blevet udsat for meget store besparelser med nedlæggelse af biblioteker i snesevis og beskæringer af budgetterne i millionklassen til følge.

Til gengæld har ledende medlemmer af Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog og Litteraturselskab spildt tid og kræfter på at lave kanoniserede lister over dansk skønlitteratur. Mens dette skete, fortsatte det danske sprog med at tabe domæne efter domæne, og det vil det fortsætte med at gøre, ind il vore kulturpolitikere besinder sig på virkeligheden og finder ud af, hvor fronten i sprogkampen rent faktisk går.