Forbrugernes forventninger på lavpunkt

Forbrugernes forventninger faldt yderligere fra juli til august og har nået det laveste niveau siden november 1990.

Foto: Bent K. Rasmussen

Forbrugernes forventninger faldt fra juli til august yderligere og nåede dermed det laveste niveau siden november 1990. Hvor den samlede indikator i juli lå på minus 9,7, var den i august nede på minus 12,2. Faldet skyldes blandt andet, at vurderingen af Danmarks økonomiske situation i dag i forhold til et år siden er faldet.

Samtidig er vurderingen af Danmarks økonomiske situation et år frem steget en smule, men begge områder vurderes dog stadig negativt.

Vurderingen af familiernes nuværende og fremtidige økonomiske situation er faldet i forhold til måneden før, men er stadig positive. Familierne forventer fortsat prisstigninger de kommende år, men der er aftagende forventninger i forhold til de foregående måneder, oplyser Danmarks Statistik.

/ritzau/