Fogh havde ingen redigeringsret

DRs aftale med statsministeren indebar på ingen måde, at Anders Fogh Rasmussen kunne redigere i udsendelsen »Fogh bag Facaden«. Det fastslår de ansvarlige for DRs dokumentarudsendelse. Aftalen har ikke svækket, men tværtimod styrket DRs rolle som offentlighedens vagthund.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen sidder med en bunke bånd i Statsministeriet - spoler lidt frem og tilbage - og tager noter. Den scene skal med i filmen - den scene skal ikke være med.

Et sådant billede af Danmarks Berlusconi, der kan styre medierne og især DR er tegnet af enkelte debattører.

Det er sket i anledning af DR Dokumentars program »Fogh bag Facaden«, hvor en dokumentarist fra DR fulgte statsministeren under topmødet i København. Vi havde som chefer i DR ansvaret for de aftaler, som blev indgået med Fogh i anledning af programmet, og vi må desværre skuffe kritikerne af programmet med, at deres opfattelse er forkert.

Omvendt må vi også skuffe de debattører, som ser programmet som en ny æra af åbenhed fra regeringens side, som i sig selv vil sikre danskerne større indsigt i den demokratiske proces. Programmet - og den aftale, som lå forud for optagelserne - er intet andet end endnu en farve på en righoldig palet, som medierne - og for den sags skyld politikerne - kan bruge i det spil, hvor vi som medie gerne vil sikre åbenhed og politikerne gerne vil give så gunstigt et billede af sig selv som muligt.

Der skal ikke herske tvivl om, at DR og politikerne har to forskellige mål i det spil. Politikerne vil grundlæggende gerne genvælges for at sikre deres egne synspunkter større indflydelse. DR har til opgave at styrke danskernes handlekraft i et demokratisk samfund - altså at give danskerne et så korrekt, afbalanceret og mangfoldigt billede af virkeligheden som muligt.

DRs aftale med statsministeren om »Fogh bag Facaden« gik meget kort ud på, at DRs tilrettelægger, Christoffer Guldbrandtsen, fik en stærkt udvidet adgang til at filme bag de lukkede døre - til gengæld kunne statsministeren kræve enkelte scener slettet efterfølgende, for at »den interne beslutningsproces og forholdet til fremmede magter kan varetages«.

Flere debattører har helt forståeligt spurgt, om vi dermed har givet statsministeren redigeringsret over programmet, ligesom enkelte har frygtet, at DRs rolle som offentlighedens vagthund er svækket.

Svaret er enkelt: Statsministeren har ikke haft redigeringsret, og aftalen er ikke en svækkelse, men derimod en styrkelse af DRs rolle som offentlighedens vagthund, der skal styrke danskernes handlekraft i et demokratisk samfund.

Nøgleordet er mangfoldighed og troværdighed.DR ProgramProduktion, som forestår den del af DRs egenproduktion, som ikke er egentlige nyheds- og sportsredaktioner, forsøger at sikre mangfoldigheden bl.a. ved at have tre dokumentarredaktioner. En stor i DR Dokumentar, en lidt mindre i Århus og i DR Ung. Det giver i sig selv mangfoldighed, at tre forskellige redaktioner med hver deres ledelse fortolker virkeligheden. De tre redaktioner har også en bred vifte af journalistiske metoder til deres rådighed. Rammerne for disse metoder styres centralt i DR via fælles regler og værdier for programetik, men i de konkrete sager vælger den enkelte tilrettelægger journalistisk metode i samarbejde med hans eller hendes nærmeste chef.

Da DR Dokumentar afslørede, hvordan regeringen tilsyneladende ret passivt lader multinationale selskaber rykke store indtægter i skattely, så var der gået et stort gravearbejde og en usædvanlig kamp med skatteministeren forud. Ministeren ville nemlig ikke medvirke, selv om han af Folketinget har fået ganske vide rammer til at fortolke og administrere den lovgivning, som er årsag til, at skattefidusen florerer. DR klagede derfor til Folketingets Ombudsmand over den manglende åbenhed i regeringen.

Da Jens Olaf Jersild i foråret var vært for en række Dilemma-programmer, brugte redaktionen den opdigtede historie som ramme for at give seerne et indtryk af, hvordan f.eks. en statsminister vil håndtere en terrortrussel i Danmark.

Da DR-Dokumentar i Århus producerede programmet om en kvinde, som døde på grund af fejl på Rigshospitalet, viste DR ganske usædvanligt et overvågningsbillede af den døende kvinde. Det skete efter en nøje aftale med familien.

Aftalen med statsministeren er derfor blot endnu et stykke journalistisk værktøj i DR-medarbejdernes værktøjskasse. Og det skal bruges med samme omtanke og varsomhed som mange af de andre.Uanset om DR bruger skjult kamera eller f.eks. indgår en aftale som den fra Fogh-programmet, så står og falder det hele med den troværdighed, som et medie kun kan gøre sig fortjent til gennem hårdt slid år ind og år ud.

Skjult kamera kan bruges til at skyde gråspurve med kanoner, og man kunne blive fristet til i det skjulte at give en medvirkende redigeringsretten for at sikre sig selv og sin egen kanal adgangen til en bestemt historie.

For at forstå aftalen med Fogh er det vigtigt at være opmærksom på, at alle TV-optagelser optaget på steder uden offentlig adgang - de facto er forhåndscensureret af den person, som det handler om. Ganske enkelt fordi personen kan kræve kameraet slukket.

Det er straffelovens paragraf 264, som forbyder uberettiget optagelse af personer, som befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted.

Berettiget betyder på almindeligt dansk, at personen enten skal have givet sin tilladelse, eller også skal det, der foregår, have så markant samfundsmæssig betydning, at det kan optages med eksempelvis skjult kamera eller ind gennem et vindue og offentliggøres, fordi hensynet til, at begivenheden bliver vist på TV, vejer tungere end hensynet til den enkelte. Det vil altid være en konkret afvejning.

Ved topmødet i København foregik der - så vidt vi ved - hverken korruption eller anden lyssky virksomhed, som ville berettige optagelser af statsministeren uden samtykke, og topmødet fandt sted på et ikke frit tilgængeligt sted.

Normalt ville DR derfor kun blive inviteret til såkaldte photooptions, hvor vi kunne filme en storsmilende statsminister, som skulder ved skulder med udenrigsministeren fortalte om den store succes.

Seernes forståelse af et topmøde og indsigt i personen Fogh ville være stort set lig nul - og derfor indgik DR en aftale om, at vi kunne følge statsministeren med et kamera under topmødet og dele af forberedelsen.

Rent juridisk frasagde Fogh sig med andre ord den forhåndscensurering, som han ligesom alle andre danskere har ret til ifølge straffelovens paragraf 264. Statsministerens krav for at opgive sin lovfæstede ret til at kræve kameraet slukket var, at han skulle have ret til at kræve enkelte scener udeladt af programmet af de nævnte hensyn.

Det er den aftale, som nogen har forvekslet med, at statsministeren har en redigeringsret. Det er noget vrøvl, fordi den primære ret ved en redigeringsret er muligheden for at kunne kræve bestemte dele af materialet med i programmet eller f.eks. kræve en kritisk speak fra tilrettelæggeren eller udsagn fra andre taget ud.

Denne ret havde statsministeren ikke - og den ret vil DR aldrig give fra sig. Statsministeren havde alene retten til at kræve optagelser på ikke frit tilgængelige steder slettet, hvis de pågældende scener opfyldte de på forhånd fastsatte kriterier.DR indgår normalt ikke den slags aftaler - men DR får normalt heller ikke den adgang til at filme, som vi fik her. Afgørelsen af, om DR indgår den slags aftaler, beror på en afvejning af, hvilken adgang kilden vil give DR, og hvilke kriterier der gælder for scener, som kilden ønsker mulighed for at sortere fra bagefter.

Præcise kriterier for, hvilke scener der kan trækkes ud af et program, skal sikre, at kilden ikke kan redigere i programmet, men alene fjerne scener, som ud fra en meget præcis begrundelse ikke ønskes med i programmet.

Det er netop baggrunden for, at DR har afvist at indgå aftaler med f.eks. Rigshospitalet og politiet, fordi aftalerne ikke indeholdt klare grænser for, hvilke optagelser der kunne kræves udeladt.

Principielt kunne »Fogh bag Facaden« have været filmet uden aftalen, men så kunne Fogh have sagt fra på et hvilket som helst tidspunkt - med eller uden gode grunde.

I så fald ville seerne næppe have fået et særligt dybt indblik i Foghs ageren under topmødet, da topfolk i politik og erhvervsliv normalt vil gardere sig ved at kræve kameraet slukket i tide og utide.

Nu fik DR takket være aftalen 90 timers optagelser med Fogh, som tilrettelæggeren uden nogen indblanding fra Fogh klippede et program ud af. Da statsministeren så programmet, brugte han sin ret fra aftalen til at kræve et par scener klippet ud. Scenerne levede op til kriterierne i aftalen.

Uagtet at Fogh måske gerne ville, så kunne han ikke kræve f.eks. scenerne, hvor han udtrykker sin utilfredshed med, at udenrigsministeren kommer for sent, klippet fra.

Som tilrettelæggeren, Christoffer Guldbrandsen, har udtrykt det: »Det program, han så (statsministeren, red.), var det, jeg gerne ville have vist på TV, og Fogh var klar over, at han ikke havde en ret stor manøvremulighed. Han havde talt om åbenhed til Gud og hvermand, og han vidste også, at vi (DR, red.) var parate til at lægge programmet ned, hvis vi ikke opnåede et acceptabelt kompromis.«

Hvis en kilde har haft adgang til at kræve enkelte scener fjernet, så vurderer DR altid kritisk, om programmet er tro over for den virkelighed vi oplevede. De få scener, som blev fjernet i Fogh-programmet, har ikke ændret det billede, som seerne får af statsministeren, hans personlighed og hans ageren under topmødet. I modsat fald var programmet ikke blevet sendt.