Fogeden er på overarbejde

Antallet af udsættelsessager er eksploderet i København, hvor stramningen i offentlige ydelser har givet både unge, enlige og børnefamilier en økonomisk mavepumper. Umenneskeligt, lyder det fra socialborgmesteren.

Fogeden er kommet på overarbejde i København.

Sådan lyder meldingen fra kommunens socialcenter, hvor områdechef Dorthe Kristensen oplever en markant stigning i antallet af borgere, som bliver sat på gaden på grund af fattigdom. Det skriver Urban.

Alene i årets første 10 måneder har hun registreret 1.900 sager om udsættelse. 620 hjem er allerede blevet rømmet. Det er 15 flere end hele sidste år og en voldsom stigning i forhold til 2008, hvor antallet af udsættelsessager i Københavns Kommune kun nåede op på 492.

»Det er både enlige, unge, gamle og familier, som vi ikke tidligere har mødt i systemet. Nogle af dem har allerede lavet aftaler om at flytte ind hos familie og venner - andre sidder med fjernsynet tændt, når fogeden kommer for at hente møblerne til opmagasinering,« siger Dorthe Kristensen.

Værst på Nørrebro

Især Nørrebro er hårdt ramt. Her modtager Børne- og Familieenheden ifølge konfliktrådgiver Fie Lønborg en udsættelsessag om dagen - og Dorthe Kristensen er ikke i tvivl om årsagen:

»Det, vi mærker lige nu, er resultatet af den nye beskæftigelseslovgivning. Selvfølgelig er der stadig nogen, der spiller huslejepengene op - men mange af udsættelssessagerne skyldes sanktioner i kontanthjælpen. Og vi kan som udgangspunkt ikke kompencere med økonomisk hjælp. For hvis ikke ledige overholder aftaler og møder op til aktivering, så skal de i dag kunne mærke det på pengepungen,« siger Dorthe Kristensen.

På Rådhuset kalder socialborgmester Mikkel Warming situationen for umenneskelig.

»Vores velfærdssamfund er ved at forvitre. Mange danskere lever stadig i barnetroen på, at ingen i det her land kan smides på gaden uden hjælp fra det offentlige. Men sådan er det ikke længere. Vi er endt i en grotesk situation, hvor man vil tvinge arbejdsløse i job, ved at skære i deres kontanthjælp, så de også mister deres hjem og ender på gaden. Det er ganske enkelt umenneskeligt,« siger han til Urban.