Først spiser jeg et med Æg og Sild...

Johannes V. Jensen: For 100 år siden blev den danske lyrik moderne, da Johannes V. Jensen udgav den revolutionerende samling Digte 1906. Som lyriker står han på linje med digtere som Johannes Ewald, Adam Oehlenschläger - og fra nyere tid - Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg. De samlede digte udkommer i dag.

»Nu har jeg det godt./Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig./Først spiser jeg et med Æg og Sild -/O Anelse om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove/.../Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.« I 1906 kunne man da ikke anvende sådanne ord i en digtsamling, der endda var blevet udgivet på det velrenommerede forlag Gyldendal - og dét så lang tid før Første Verdenskrig, der betød en total omvæltning af alle værdier og stilarter og oven i købet i en tekst, der, når det kom til stykket, handlede om noget så alvorligt som kærlighedens forgængelighed: »Lykken og jeg forstod ikke hinanden«, konkluderer digtets ophavsmand, Nobelpristageren Johannes V. Jensen (1872-1950). Desuden skildres det ene mål for hans erotiske begær, en nittenårig pige, som værende ikke helt »proper« med sin personlige hygiejne: »Jeg lider ikke Fusel, Smørsyre og andre stikkende Vædsker«, lyder kritikken. I dag er digtet med det chokerende ordvalg, Ved Frokosten, der udkom i samlingen Digte 1906, en klassiker, der gerne citeres for dets moderne ordvalg og dynamiske livsfølelse blandt kendere af den danske lyrik. Og dets ophavsmand er forlængst i alle litteraturhistorier accepteret som den store fornyer af det danske sprog ikke mindst gennem udgivelsen af den også på andre måder skelsættende samling Digte 1906.

Jensens tidligste lyriske forsøg var nu ikke noget at råbe hurra for. I 1894 havde han i et obskurt tidskrift udgivet fire såkaldte Korsfarer-digte, der bl.a. indeholdt følgende ikke særligt geniale linje: »Min Sjæl af Mindets Gift i Krampe trækkes«, der tydeligt afslører, i hvor høj grad han var barn af den selvcentrerede og melankolske digtning, der dominerede 1890erne. Dette var en skæbnesvanger arv, som Jensen aldrig slap fri af - læs blot hans roman Kongens Fald og mange af de senere myter, korte tekster, i hvilke Jensen dristigt lader fantasien overskride tid og rum!

Hvad er så det, der udover det provokerende og prosaiske ordvalg, de manglende rim og det manglende rytmiske skema, var det revolutionerende i Digte 1906? Tag nu bindets kunstneriske højdepunkt, Paa Memphis Station, hvor digtets jeg på dets rejse rundt om Jorden har måttet gøre holdt og nu føler sig indespærret som i et fængsel symboliseret af »Regnen (der) hudfletter Jorden/med en vidløs, dunkel Energi«. Også her er ordvalget usædvanligt, men endnu usædvanligere er sammenstillingen af ordene »vidløs« og »Energi«, det negative og positive, i et spændingsforhold, der gennemtrænger hele digtet: jeget stilles over for valget om enten at blive i det »sphinxforladte Memphis« og acceptere den materielle dagligdag eller rejse videre og dermed erkende sine længsler, der rækker ud over øjeblikket. Endelig kører det længe ventede tog ind på stationen, og det afsløres, at årsagen til det ufrivillige ophold er en togulykke, der har kostet fire menneskeliv. Men ved synet af de døde skikkelser på tenderen frigøres jegets livsbegær: livets rejse fortsætter, men uden garanti for en happy end!

Det er således ikke tanketomme ordgyderier, læseren finder i Digte 1906, men præcise og alligevel poetiske formuleringer af eksistentielle spørgsmål. Bindets andet betydningsfulde prosalyriske digt, Interferens, skildrer således - udtrykt i sætningen »To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og skærpes i mit Hjærte« - dén modsætning mellem det udadvendte og indadvendte, optimisme og pessimisme, fremskridtstro og dødslængsel, der er grundlæggende for hele Jensens forfatterskab. Det er nemlig gennem den følgende vekselvirkning, »Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under/mødes med Overbevisningen om alle Tings Endelighed«, at Jensens digteriske inspiration opstår.

Andre digte, som f.eks. Hverdagene, der gerne anvendes som et eksempel på Jensens dyrkelse af øjeblikket og det dennesidige, behandler spændingen fra Paa Memphis Station mellem resignation og aktivitet, døden og livet. Men det overses oftest, at netop hverdagen også karakteriseres som »det fattige Nu« og læses digtet i sin helhed, viser det sig, at det handler om forgængelighed og død: »Somren slaar sine Kister i./.../Nu kommer vores rige Dødstid, Broder.« Her kommer en helt anden sagtmodighed og resignation til udtryk end dén pågåenhed og energi, der altid fremhæves som de væsentligste karakteristika i Digte 1906, og som utvivlsomt er at finde i de fleste af bindets prosalyriske tekster ikke mindst de tre digte, der altid citeres, Interferens, Paa Memphis Station og Ved Frokosten. Men man overser hermed, at faktisk flere end halvdelen af bindets 22 tekster, hvoraf tre er kongeniale gendigtninger af tekster af den amerikanske lyriker Walt Whitman, er præget af en helt anden tone og at disse ialt 12 digte er skrevet i traditionelle, regelmæssige strofer enten med slutrim eller bogstavrim. Dette er en iagttagelse, der også gælder Jensens øvrige omfattende lyriske produktion, der formelt bliver mere og mere præget af den bundne form med Adam Oehlenschläger og Goethe som de store klassiske forbilleder.

Jeg vil her som noget nyt i Jensen-forskningen plædere for, at det netop er i denne del af Jensens lyrik, der gerne affærdiges som traditionel og dermed gammeldags (som om rim og rytme automatisk skulle gøre en tekst »gammel«!) - og frem for alt i hans talrige minde- og dødsdigte - at vi nok generelt finder hans lyriks absolutte mesterværker. Det kan således anbefales at kaste et blik i samlingen Den jydske Blæst fra 1931 - magen til gribende og samtidigt kraftfulde og formfuldendte digte skal man lede længe efter.

Og disse findes altså allerede i Digte 1906, der indledes med to digte fra Kongens Fald, der i et koncentrat indeholder romanens hovedtemaer: livets ubestandighed og dødens uafvendelighed. Denne tematik er grundlaget for det folkeviseagtige, strofiske digt Cecil, som Jensen skrev i Chicago i 1903, hvilket forklarer kærlighedserklæringen til Danmark i mellemkvædet, mens selve omkvædet i sin enkelthed virkningsfuldt udtrykker menneskets smerte over at være gjort til skæbnens ubarmhjertige kastebold:Cecil, Lykken blev os forment,

I Danmark.

Du fødtes for tidligt og jeg for sent

Svunden er vor Ungdom.

Længslen efter kærlighed og hengivenhed stilles i skarp kontrast til omverdenens manglende forståelse og kulde, dén kulde, der også rammer den skikkelse, der skulle følge Jensen gennem hele livet og som personificerer hans egen længsel, Christofer Columbus, og som han vier det sidste bind fra 1921 af den store og stærkt undervurderede romanserie Den lange Rejse. »Columbus, forliste Skipper!«, udbryder Jensen i digtet Afsked: »Du min usalige Stamfader!«. Og selv om Columbus finder den nye verden, opdager Amerika, kan hans længsel ikke stoppe, fordi den er ren dennesidig. Derfor må han, som Jensen skildrer i det komplekse, rytmiske mesterværk, digtet Columbus, hvileløst sejle videre som en mytisk skikkelse, en Flyvende Hollænder:Der er ingen Gud i de rasende Bølger,

der er Christofer Columbus' Hjærte,

som skabte en ny Verden

ud af sin Verdenssmærte.Nej, det er ikke i bølgerne, i det dennesidige, at det guddommelige skal søges! Derfor finder Columbus først fred, da han i romanen fra 1921 hæver sine øjne til himlen, skildret i kapitlet »Ave Stella«. Her kommer en metafysisk tone til udtryk, som er umiskendelig, men som ikke er accepteret i den ældre Jensen-forskning. Den føjer en ny og altafgørende dimension til forfatterskabet, en dimension, der netop allerede findes i Digte 1906. Værkets kunstneriske rigdom kan her kun antydes med få eksempler, og det er en ren skandale, at et nyoptryk måtte vente til 1964, og at det ikke længere kan fås i boghandelen. I dag udkommer en samlet, kritisk udgave af Jensens lyrik. Denne udgave vil bekræfte, hvad kendere af vores lyrik altid har vidst: at Jensen som lyriker må stilles på linje med digtere som Johannes Ewald, Adam Oehlenschläger - og fra nyere tid - Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg - netop sprogfornyeren Rifbjerg har for længst erkendt sin gæld til Jensen. Dette er et fint selskab at være i - og kimen til Johannes V. Jensens uomtvistelige lyriske genialitet blev lagt med dén digtsamling, Digte 1906, der udkom for præcis ét hundrede år siden!