Ydmygede Brøndby - nu kan de snuppe klubbens største stjerne

Genk var slemme ved Brøndby, da de to klubber i sommer mødtes i Europa League-kvalifikationen.

Belgierne tørrede gulv med de blå-guile i en samlet sejr på 9-4. Nu kan der igen komme tæt kontakt mellem de to klubber.

Genk, der fører den belgiske liga suverænt, har nemlig linet de blå-gules største stjerne op som afløser for profilen Alejandro Pozuelo.

Argentinske Pozuelo, der er omdrejningspunktet i Genks offensiv, kan i løbet af de kommende dage skifte til en klub i Mellemøsten, hvorfra han har fået et økonomisk lukrativt tilbud. Pozuelo overvejer lige nu tilbuddet. De overvejelser kan både ende med en tommelfinger op - og en tommel ned.

Klubben fra Mellemøsten står klar til at udløse Pozuelos frikøbsklausul på 60 millioner kroner, men det er nu op til Pozuelo, om han vælger pengene eller muligheden for at vinde mesterskabet med Genk. Lige nu peger det i retning af sidstnævnte.

Går den 27-årige argentiner alligevel efter pengene, kan nogle af de 60 millioner, Genk i givet fald tjener, ende på vestegnen. B.T.s belgiske kilder melder således, at Genk har udset sig Hany Mukhtar som afløser for Pozuelo, hvis det ender med et salg.

Mukhtar vil gerne prøve nye græsgange, så han er klar til et skifte. Det samme kan Brøndby være, da klubben er indstillet på, at tyskeren alligevel smutter til sommer. Men et eventuelt kommende bud fra Genk skal naturligvis leve op til forventningerne hos klubbens nye sportsdirektør, Ebbe Sand, klubejer Jan Bech Andersen og cheftræner Hany Mukhtar.

Hany Mukhtar, der forleden forlod Brøndbys første træningskamp med en skade, kom til klubben på leje i sommeren 2016. Et år senere købte Brøndby ham fri af portugisiske Benfica for 10 millioner kroner.

Hany Mukhtar har ifølge B.T.s oplysninger en frikøbsklausul, der falder i værdi for hvert transfervindue. I sommer lød klausulen på ca. 67 millioner danske kroner. Nu er den nogle millioner lavere.