Voldsomt slag: Juventus-stjerne kørt på hospitalet

Juventus måtte lørdag aften skuffende nøjes med et enkelt point i Serie A-opgøret mod Lecce.

Endnu værre var det for holdets angriber Gonzalo Higuain, der i slutningen af kampen blev sendt til tælling, da han stødte sammen med hjemmeholdets målmand og røg i græsset.

Den argentinske stjerne fik både en knytnæve og en albue direkte i hovedet og blødte også kraftigt, mens han lå på jorden.

Han spillede utroligt nok kampen færdig med en forbinding om hovedet, men er efterfølgende blevet kørt på hospitalet. Det skriver flere italienske medier, herunder Football Italia.

Det er endnu uvist, hvor alvorlig Higuains skade er.

Opgøret mellem Lecce og Juventus sluttede 1-1 efter to scoringer på straffespark.

Først var det Paulo Dybala, der bragte favoritterne i front, inden  Marco Mancosu syv minutter senere udlignede for hjemmeholdet.

Holdets helt store stjerne Cristiano Ronaldo var ikke med i Juventus-truppen lørdag, fordi han blev sparret af cheftræner Maurizio Sarri. 

På trods af pointtabet topper Juventus fortsat rækken.