Vildt drama i vente: Dansk landsholdsstjerne sparker liv i mesterskabsdrømmen

Mesterskabsdysten i Tyskland er langt fra slut endnu.

Med én runde tilbage er spændingen i den grad intakt i Bundesligaen.

For søndag satte Bayern München point til mod RB Leipzig, mens konkurrenterne fra Borussia Dortmund sejrede hjemme mod Düsseldorf.

Og for Dortmund kom en dansker i fokus, for det var landsholdsprofilen Thomas Delaney, der havde en - mildest talt - stor rolle i sejren.

Først lagde han op til et mål, og derefter tog han sagen i egen hånd ved at score til 2-1. Det mål kan ses i toppen af artiklen.

Titlen som matchvinder endte han dog ikke med at få, da Mario Götze i de døende sekunder scorede til 3-1. Siden fik Düsseldorf reduceret, men Dortmund hev sejren i land.

Med sejren har Borussia Dortmund 73 point inden sidste kamp, mens Bayern München har 75 point, og dermed lever mesterskabsdrømmen igen for Thomas Delaney og co..

I sidste runde, der bliver spillet den 18. maj, tager Bayern München hjemme imod Frankfurt, mens Borussia Dortmund på udebane møder Mönchengladbach.