Vanvittigt! Scorer historiens hurtigste Premier League-mål

Shane Long scorede allerede efter syv sekunder i Southamptons udekamp mod Watford.

Southamptons angriber Shane Long skrev sig tirsdag aften ind i Premier Leagues historiebøger.

Således scorede han historiens hurtigste Premier League-mål, da han efter syv sekunder gjorde det til 1-0 i udekampen mod Watford.

Inden da var Tottenhams Ledley King noteret for det hurtigste, efter at han i 2000 scorede efter 9,9 sekunder i en kamp mod Bradford.

Det skriver AFP.

Straks efter tirsdagens kickoff jagtede irske Shane Long bolden, da Watford havde givet den op.

På egen banehalvdel ville Craig Cathcart skyde bolden frem ad banen, men den 32-årige Long blokerede bolden, så han fik en friløber. Den scorede han på i sikker stil.

Kampen begyndte klokken 20.45 og er fortsat i gang.

/ritzau/