Tottenham snubler igen: Håbløse episoder kostede dyrt

 

Med to spillere i undertal tabte Tottenham 0-1 ude til Bournemouth i den engelske Premier League.

Tottenham risikerer at slutte en god sæson af med et antiklimaks.

Fra at kæmpe med om titlerne i både Premier League og Champions League, er det hele ved at smuldre for Tottenham.

I lørdagens tidlige Premier League-kamp tabte Tottenham med 0-1 ude til Bournemouth, der scorede i kampens overtid.

Nathan Aké scorede kampens enlige mål efter et hjørnespark.

Muligheden for en sejr til Tottenham smuldrede væk i takt med to røde kort til udeholdet, som ødelagde det for sig selv.

Det engelske mesterskab er for længst væk, men med en sejr havde Tottenham været sikker på at ende i ligaens top-4, som giver adgang til næste sæsons Champions League.

Nu kan Tottenham risikere at miste en plads i top-4, hvis ikke London-klubben vinder den sidste ligakamp i sæsonen hjemme mod Everton.

Tottenham er fortsat nummer tre med 70 point efter 37 kampe.

Men søndag kan Chelsea (68 point), Arsenal (66 point) og Manchester United (65 point) komme op og enten gå forbi Tottenham eller få kontakt.

I midtugen tabte Tottenham skuffende 0-1 hjemme til Ajax i den første af to Champions League-semifinaler.

I den hjemlige liga kører det heller ikke længere for Tottenham, som i sidste weekend tabte hjemme til West Ham.

Tottenham blev ramt af det første røde kort to minutter før pausen.

Angriberen Son Heung-min tabte hovedet, da sydkoreaneren langede ud og ramte Bournemouth-spilleren Jefferson Lerma i ansigtet.

Dommer Craig Pawson havde ikke anden mulighed end at hive det røde kort op af lommen.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino skiftede to spillere med gule kort ud i pausen for at stabilisere holdet.

Ind kom blandt andre Juan Foyth, men efter to minutter kortsluttede det for argentineren, som stemplede Bournemouths Jack Simpson i knæhøjde.

Så var Tottenham med otte markspillere nødt til at tænke defensivt, og det gik forbløffende godt indtil overtiden.

Bournemouth havde svært ved at komme frem til chancer, og først i slutminutterne var der panik i Tottenhams forsvar, da hjemmeholdet pressede hårdt på for en scoring.

På et hjørnespark var der ingen, der fulgte med Nathan Aké, der kunne heade det afgørende mål i nettet.

/ritzau/